Fra kriminel til kriminalpræventiv


Martin Rasmussen har efter en kriminel løbebane nu besluttet at hjælpe sikkerhedsbranchen.

Hvordan begyndte din nye tilværelse som lovlydig?
”Det var min lille datter, der fik mig ud af kriminaliteten,” fortæller den 37-årige familiefar, der kan se tilbage på et liv med 500-600 indbrud, der for et par år siden blev ændret til et retlinet liv med kriminalprævention.

”Jeg har lavet kriminalitet hele livet og havde fået en dom på to år efter et bankrøveri. Mens jeg sad inde i fængslet måtte jeg nøjes med at tale i telefon med min lille datter, der fortalte, at hun savnede mig. Så der tog jeg beslutningen om, jeg måtte til at lave noget andet, så jeg kunne være der for hende,” uddyber han og fortæller om sit gamle liv.
Hvad var det for en tilværelse, du forlod?

”Som kriminel slappede jeg af i hverdagene og lavede pengene i weekenderne. Jeg kunne sagtens ”tjene” 50.000 til 100.000 kr. om måneden. Og pengene blev brugt med det samme. Så vi havde en vild livsstil,” forsikrer han og fortsætter:

”Efterspørgslen har altid været større, end det der kan stjæles.”

Aftale med Protect
Skiftet har betydet store ændringer for den tidligere kriminelle, der nu har lavet aftale med den danske tågesikringsproducent Protect, der eksporterer over 90 % af sin produktion til flere end 50 lande. I fremtiden skal Martin Rasmussen fortælle Protects produktudviklere om sine erfaringer samt videreformidle til Protects alarminstallatører, hvordan tågekanonerne skal monteres, så de udnyttes til det optimale og holder tyven ude.

”Mange installatører synes nok, at det er mere spændende at sætte sig ind i tyvens tanker end at sætte sig ind i regler fra en EU-norm i tågesikring. Installatørerne vil ganske sikkert betragte det som en sport at få lukket de huller, en erfaren indbrudstyv påpeger. Ved at bruge en ex-tyv får vi fortalt tingene på en levende og interessant måde,” mener adm. dir. Poul Dalsgaard, Protect.

17-18 år med kriminalitet
Martin Rasmussen er vokset op i Taastrup og mener selv, at han på grund af kammeraterne kom ind i den kriminelle løbebane. Bankrøveriet hørte til sjældenhederne. Hans speciale har altid været indbrud i forretninger og virksomheder samt hos private. Og han er altid gået efter kontanter og guld – eller ”bestillingsvarer” som tøj og cykler, hvor ”kunden” ønskede noget specielt og vidste, hvor det kunne hentes. Så alt var aftalt, inden Martin foretog et indbrud.

Han har aldrig gået efter TV eller anden elektronik, fordi det for let kan spores, og derfor er for risikabelt. Men guld og kontanter – også hvis de lå i et pengeskab. Kontanterne kan ikke spores, og utrolig mange mennesker og virksomheder har større mængder af kontanter liggende. Guldet afleverede han kort efter indbruddene til en hæler på vejen hjem. Hæleren bragte det videre til en guldsmed, der smeltede det om, så Martin ikke kunne relateres til det.

Ud over kontanter og guld har mange hjem og firmaer også både bilnøgler og registreringsattester liggende, så tyven nemt kan stjæle en bil og sælge den ”lovligt”.

Inden et indbrud var han altid meget grundig med at se på, hvordan bygningen så ud, samt hvordan den eventuelt var sikret. Hvorefter han overvejede, om et indbrud kunne betale sig i forhold til det forventede udbytte. Kunder manglede han ikke.

Hvordan kunne du have succes, når så mange sikrer sig i dag?
”Jeg havde ofte en god vinkelsliber med, der klarer de fleste pengeskabe. Så pengeskabe er ofte en falsk tryghed for ejerne. Det kan alarmer og tågesikring også være, hvis de ikke er monteret korrekt. Ofte er der blinde vinkler, man kan arbejde i uden at aktivere alarmen. Er der tågesikret, er man nødt til at kende stedet inden og så bare håbe på, at man kan finde værdierne i en fart og kunne finde ud igen.”

Selv har han prøvet at bryde ind på apoteker, hos guldsmede og cykelhandlere, der havde tågesikret. Og han opdagede det ofte for sent. ”Så jeg måtte komme igen nogle måneder senere, hvor jeg var bedre forberedt. Tågen kommer så hurtigt, og jeg vil være væk på under tre minutter, så jeg kan aflevere tyvekosterne til aftageren, inden indbruddet bliver opdaget, så jeg ikke har noget på mig, hvis politiet vil tale med mig.”

Ville et alarmskilt få dig til at gå til næste hus”
”Ofte vil et skilt med ”alarm” eller ”tågesikring” få en indbrudstyv til at vælge det næste hus i rækken. Men et alarm- eller tågeanlæg kan have større effekt, hvis tyven ikke kender til det og overraskes af det,” mener Martin Rasmussen.

Nogle borgere og virksomheder foretrækker derfor, at der ikke er alarm-skilte på vinduer og døre, ligesom mange allerede i dag vælger at placere deres tågekanoner skjult under en loftsplade eller inde i en væg, så man kun kan skimte en lille dysse, hvorfra den tætte tåge i løbet af sekunder fylder rummet.

Martin Rasmussen har dog ofte oplevet, at han har haft let spil på trods af tåge og alarmer, fordi det langt fra er sikkert, at ejerne sikrer de ting, som tyven er mest interesseret i. Det kan være, at man sikrer et serverrum, mens tyven går efter værdigenstande i det åbne kontormiljø, der ikke er sikret lige så effektivt.

”Med den type overvejelser fra Martin Rasmussen kan vi udvide sikringsrådgivernes horisont, så de ser en ejendom med tyvens øjne og opdager, at det ikke altid er det, slutkunden synes, er de største værdier, som tyven synes er mest interessant,” slutter Poul Dalsgaard.

Vendte du tilbage, hvis dit forehavende ikke lykkedes?
”Blev jeg snydt af sikring eller af andre grunde, så jeg ikke fik stjålet det bestilte, gik det ud over mit omdømme. Eller jeg havde måske fået betalingen forinden. Så det var vigtigt at have succes,” fortæller Martin Rasmusen.

Efter Martin besluttede at blive en lovlydig borger, taler han åbent om sin fortid og har faktisk gjort sine lovovertrædelser til sin levevej, mens han tager en IT-uddannelse.

Hvordan er dit nye liv?
”Vi taler åbent om min fortid, så børnene og forældrene i børnehaven også ved det. De allerfleste har accepteret det, og det er en befrielse for mig at kunne tale frit om det. Og så er offentligheden om mit gamle liv blevet en stopklods for mig selv,” slutter Martin Rasmussen, der ser frem til et lovligt liv som IT-ekspert med kæreste og snart to børn.

I Danmark er Protect absolut markedsleder, hvor man sælger tågekanonerne igennem et landsdækkende net af professionelle alarminstallatører, som løbende uddannes i korrekt montering og servicering. Martin Rasmussen skal blandt andet fortælle dem om sine erfaringer samt være gæstetaler ved kundeseminarer og på messer.

Tågesikring benyttes af stadig flere virksomheder og private, fordi tågen også er en effektiv sikring, efter tyven er brudt ind. Men det kræver, at tågekanonen er korrekt monteret, som Martin Rasmussen vil kunne anskueliggøre for alarminstallatørerne.

Læs mere og se firmapræsentationsvideoen på www.protect.dk