Villakvarter slap af med indbrud efter DNA-mærkning


En af dem, der var rigtig træt af indbrud, er Povl Christensen. Han og mange af hans naboer havde nemlig selv haft indbrud.

- Det var næsten hver anden dag, man var ude at gå med hunden, at man mødte nogen, der fortalte, at de havde haft indbrud her og der. Det var meget frustrerende, sagde Povl Christensen til TV SYD tilbage i august måned.

Derfor har hele Povl Christensens nabolag siden 2014 været med i et forsøg med Tryg Forsikring, hvor de har DNA-mærket deres værdigenstande med et produkt fra producenten Selecta DNA.

Mærkningen har haft en god effekt. I 2016 var der nul indbrud i de cirka 100 husstande, der er med i forsøget, og i hele perioden er antallet af indbrud faldet med 38 procent. Til sammenligning er antallet af indbrud i hele Sønderborg Kommune faldet 18 procent i samme periode. Dermed er antallet af indbrud faldet mere i det område, der har gjort brug af DNA-mærkning, end i resten af Sønderborg Kommune.

- Sidste år havde vi slet ingen indbrud i kvarteret, og det har skabt ro, ikke mindst hos de mange ældre. Selv havde jeg indbrud nogle måneder inden forsøgets start, og i tiden derefter var jeg nervøs hver gang, jeg forlod mit hus. Det er jeg ikke længere, siger Povl Christensen i en pressemeddelelse fra Tryg Forsikring.

Kilde: TV2 / Nyhederne