01-12-2014

Undgå svindel når du handler julegaver på nettet

Danskerne shopper julegaver i massevis på nettet. Men man skal passe på fupbutikkerne, der i år er rekordmange af. Derfor har e-mærket i samarbejde med DR Skole og med støtte fra Det Kriminalpræventive Råd udviklet en test til at spotte svindlerne.
Julen er lige om hjørnet, og det samme er julegaveræset. Mange danskere har fundet ud af, at det er nemt og bekvemt at ordne julegaverne på nettet. Ifølge e-mærket spår FDIH, at danskerne vil lægge omkring 2 mia. kroner i de virtuelle indkøbskurve i år.

Men man skal se sig rigtig godt for, inden man klikker køb, så man ikke bliver snydt. Ifølge e-mærket sætter antallet af udenlandske fupbutikker nemlig rekord i år med over 1100 falske webshops.

Derfor har e-mærket i samarbejde med DR Skole og med støtte fra DKR udviklet en test, hvor man kan lære at spotte en fupbutik, før det er for sent. Tag testen her dr.dk/fup og find ud af, om du er klar til gaveræset på nettet.

5 råd til at undgå at blive snydt
Man kan selv gøre meget for at undgå at blive snydt på nettet. Man skal i hvert fald ikke handle, hvis man støder på disse fem scenarier:

Sprogfejl og skæve priser
Dårligt dansk og åbenlyse grammatiske fejl tyder på, at siden er fup. Det samme gælder skæve priser med mange decimaler, der ikke er rundet op eller ned.

Alt for billige mærkevarer
Hvis Gucci-tasken kun koster 250 kr., er der grund til at være mistroisk. Fupbutikker sælger ofte mærkevarer til priser langt under, hvad den ægte vare normalt koster.

Mangelfulde eller falske virksomhedsoplysninger
Der skal være et CVR-nummer og andre lovpligtige kontaktoplysninger på butikken, som fx den erhvervsdrivendes adresse. Ellers er det mystisk.

Mistænkelige betalingsmuligheder
Det er heller ikke et godt tegn, hvis butikken reklamerer med en masse betalingsmuligheder, og mulighederne er mere begrænsede, når man klikker ind på selve betalingssiden. Benyt altid kun de betalingsmuligheder, du kender og betal altid med kort, så du kan gøre brug af indsigelsesordningen.

Hold øje med webadressen
Svindlere kan hacke seriøse butikker, og det er derfor klogt at holde øje med webadressen, når man klikker videre. Hvis man fx bliver omdirigeret og havner på en mærkelig webadresse, kan det være fup.

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk