30-10-2014

Populært politi

Igen i år ligger politiets omdømme helt i top; en score på 78,1 placerer politiet på en tredjeplads kun overgået af Forbrugerombudsmanden og Folketingets Ombudsmand. Det viser Reputation Institutes årlige omdømmemåling af offentlige organisationer.
På trods af et marginalt fald i den såkaldte omdømmescore fra 78,9 i 2013 til nu 78,1 er politiet i år placeret i top tre i årets omdømmeanalyse fra Reputation Institute. Det er tre placeringer bedre end sidste år.

“Et godt omdømme og dermed tillid fra borgerne er helt afgørende for, at vi i politiet kan løse vores samfundsopgave. For når borgerne har tillid til os, anmelder de kriminalitet, de er åbne for at forklare os om hændelser, og i sidste ende bidrager de til tryghed og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet. Men et godt omdømme kommer ikke af sig selv, så omdømmemålingens resultat er en stor cadeau til vores medarbejdere”, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Undersøgelsen måler også på befolkningens holdninger til syv forskellige omdømmedimensioner. Dimensionerne er udtryk for den rationelle vurdering af, hvor god organisationen er inden for områderne services, udvikling, etik, ansvarlighed, ledelse og arbejdsplads. Her viser årets undersøgelse, at politiet står særligt stærkt, når det gælder ledelse og ansvarlighed. Samtidig er der også sket en positiv udvikling, når det gælder synet på politiet som arbejdsplads og inden for etik.

Om undersøgelsen:
Oplysningerne i Reputation Institutes undersøgelse er indsamlet fra 19. juni til 12. august 2014. Resultaterne for politiet er baseret på 4.112 repræsentativt udvalgte besvarelser, mens der samlet indgår 9.448 svar i Reputation Institutes undersøgelse.
Undersøgelsen er gennemført som online interview.

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk