28-12-2014

Danske HopeNow vinder europæisk pris

Tidligere i december fik den danske organisation HopeNow overrakt European Crime Prevention Award i Rom for dens forebyggende arbejde mod menneskehandel.
Den danske interesseorganisation HopeNow er blevet hædret med en pris for det bedste forebyggende arbejde i Europa – European Crime Prevention Award. Det blev den for dens forebyggende arbejde mod menneskehandel.

- Det er en fantastisk anerkendelse af det arbejde, vi dagligt udfører i HopeNow, hvor det hovedsageligt er frivillige, der er med til at løfte opgaverne. Det er fantastisk i forhold til det præventive arbejde, identifikationen af handlede mennesker og den assistance, vi giver, siger formand for HopeNow, Anne Brandt Christensen.

HopeNow fik overrakt prisen og 10.000 euro eller cirka 75.000 kroner af EU’s kriminalpræventive netværk, EUCPN, ved en international konference i Rom, hvor temaet i år var menneskehandel.

Det Kriminalpræventive Råd, DKR, har indstillet HopeNow til prisen, fordi organisationen er et godt eksempel på en forebyggende virksomhed, der for ganske få midler og hovedsageligt frivilligt arbejde gør et godt stykke arbejde.

- Det er positivt, at Danmark udmærker sig på europæisk plan med et virkningsfuldt projekt på så centralt et område som menneskehandel, siger forebyggelseschef i DKR Henriette Nygaard Korf.

Organisationen arbejder for at hindre, at der sker yderligere udnyttelse af ofre for menneskehandel – sårbare mennesker med eksistentielle problemer, der ellers er nemme ofre. HopeNow har fokus på at styrke ofrene til at få genoprettet deres liv og på den måde undgå flergangsofre.

HopeNow har eksisteret siden 2007, og organisationens arbejde foregår både i Danmark og i de handlede menneskers oprindelseslande.

I Danmark arbejder organisationen bl.a. med at udbrede kendskabet til problemet og sikre, at ofre for menneskehandel har adgang til hjælp.

I Nigeria er HopeNow i gang med at opstarte et shelter, der skal beskytte udsatte børn og forhindre, at de bliver ofre for menneskehandel. Organisationen har udviklet en rehabiliteringsmodel til at arbejde forebyggende for handlede mennesker i Afrika.

21 EU-lande deltog i konferencen med deres bedste nationale projekter om forebyggelse af menneskehandel.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk