22-02-2017

Protect overtaget af investeringsselskabet Genua

Poul Dalsgaard, Protect, Lars Bugge, Genua og Claus Damgaard, J.B. Damgaard A/S.

Poul Dalsgaard, Protect, Lars Bugge, Genua og Claus Damgaard, J.B. Damgaard A/S.

Det danske investeringsselskab Genua A/S har netop overtaget sikringsvirksomheden Protect A/S, der er verdens største producent af tågekanoner til sikring af virksomheder og private hjem. Alle medarbejdere og de tidligere ejere fortsætter i Protect. Det oplyser Protect i en pressemeddelelse.

Protect er en virksomhed i stærk vækst og eksporterer 90 % af sin produktion til 52 lande. Med Genua’s overtagelse af virksomheden får Protect en stærk samarbejds- og sparringspartner med international industriel erfaring. Protect’s ledelse er i gang med at ansætte flere nye medarbejdere til den forsatte udvikling og salg af tågekanoner i Danmark og på eksportmarkederne, så væksten kan styrkes og fortsat sikres.

”Vi har for kort tid siden afsluttet seneste årsregnskab, som vi var meget tilfredse med. I år har vi lagt et budget med yderligere vækst, som vi allerede nu er positivt foran. På mange eksisterende markeder har vi oplevet en stærk vækst og bestemt også på helt nye markeder. Det ser lovende og spændende ud,” fortæller adm. direktør i Protect, Poul Dalsgaard.

Senest har Protect vundet en licitation hos en af Brasiliens største banker, om tågesikring af 1.500 bankfilialer. Dermed kommer Protect op på at have sikret over 6.000 forskellige bankfilialer i Brasilien alene. Men også i Europa, Østeuropa og Australien er der vækst indenfor mange forskellige kundesegmenter.

”Det er spændende, at det er over en bred kam, at væksten kommer”, fortsætter Poul Dalsgaard. ”Vore dygtige medarbejdere og alle vore Protect-folk i over 50 lande yder hver dag en kæmpe indsats, og det er deres fortjeneste, at vi har så positiv en udvikling for tiden. Hovedparten af vore partnere vurderer, at væksten på deres markeder fortsætter i en opadgående kurve - et tegn på, at man ude i verden er blevet opmærksom på fordelene ved tågesikring.”

Ønske om sparring og ekspansion
Den meget positive vækst har betydet, at de nu tidligere ejere, adm. direktør Poul Dalsgaard og adm. direktør Claus Damgaard, J.B. Damgaard A/S, det seneste år har haft et voksende ønske om at inddrage et investeringsselskab med ekspertise indenfor teknologi og virksomhedsvækst for dermed at skabe de rette rammer for Protect’s videre ekspansion.

”Vi afdækkede markedet for at finde mulige samarbejdspartnere via eksterne eksperter. De fandt, at det danske investeringsselskab Genua A/S kunne være de rette. Genua har derefter gennem en længere periode detaljeret gennemgået Protect og alle aspekter af vor virksomhed. Heldigvis mener begge parter, at vi er det perfekte match for hinanden,” uddyber Protect’s adm. direktør, Poul Dalsgaard.

Poul Dalsgaard fortsætter uændret som selskabets adm. direktør med en mindre aktiepost, og Claus Damgaard sikrer via sit ejerskab i produktionsselskabet i Letland den fortsatte produktion og kvalitet.

Stort potentiale for vækst
Genua A/S er et dansk investeringsselskab, der blev grundlagt i 1977 af den vestjyske fabrikant Fleming Grunnet. Siden 2011 har hans datter, Mette Grunnet, ejet selskabet. Genua ejer i dag en række internationale og teknologitunge danske selskaber og er herudover medejer af en række andre virksomheder via deres ejerandel af Jysk-Fynsk Kapital A/S.

”Jeg blev først opmærksom på tågesikring for otte år siden. Men vidste dengang ikke, at der fandtes en dansk producent, der endda er verdens største,” fortæller Lars Bugge, der er adm. direktør for Genua A/S. Han har både en teknisk og en økonomisk baggrund.

”Det fantastiske ved tågesikring er, at man bliver overbevist, når man har set det i funktion. Derfor skal endnu flere, som jeg, blive opmærksom på tågesikringens effekt. Tågesikring vokser mere end andre sikringsformer, og Protect er den stærkeste spiller på et voksende marked,” forklarer han.

”Vi ser frem til samarbejdet med medarbejderne og de tidligere ejere hos Protect. Genua vil sammen med ledelsen styrke og fortsætte den holdbare og succesfulde strategi, som Protect har forfulgt. Genua er et privat investeringsselskab, der investere i tekniske industrivirksomheder med det formål at understøtte og styrke virksomhederne gennem vækst og eventuelt tilkøb. Vi er ofte investorer på den lange bane, og alle vores nuværende investeringer har vi haft i mere end 10 år,” slutter adm. direktør Lars Bugge, Genua A/S.

Dansk-producerede tågekanoner
Protect tågekanoner produceres af Protect i Letland. Protect eksporterer i dag ca. 90 % af sin produktion til flere end 50 lande. I Danmark er Protect absolut markedsleder, hvor man sælger tågekanonerne igennem et landsdækkende net af professionelle alarminstallatører.

Siden Protect blev etableret i 2001, har man produceret og installeret over 70.000 anlæg med sikkerhedståge over hele verden. De er installeret hos så vidt forskellige kunder som banker, guldsmede, optikere, radio-/TV- og IT-forhandlere, tankstationer, fødevarebutikker, stat og kommuner samt i private hjem.

Nogle af de kendte og internationale kæder, som Protect har leveret sikkerhedståge til, er Tesco, 7-Eleven, Rema 1000, Aldi, Hugo Boss, Expert, Q8, Aral, Samsung, Caixa, McDonalds, Jysk og Matas.

Den lokale kontakt til kunderne varetages af et landsdækkende net af certificerede alarminstallatører og forhandlere, som besidder stor kompetence og erfaring inden for installation og drift af Protects produkter.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen