19-12-2018

Volden falder for syvende år i træk

Trods stigende politianmeldelser er volden fortsat lav. Tal fra landets skadestuer viser et stabilt fald over de seneste syv år. I 2017 blev 10.371 personer tilset på landets skadestuer efter at have været udsat for vold. Det er en smule færre end året før. Det viser undersøgelsen Vold i Danmark 2017 – belyst ved tal fra skadestuerne, som er foretaget af Rambøll for Det Kriminalpræventive Råd.

- Det er et fokusområde for Det Kriminalpræventive Råd at holde øje med, hvordan volden udvikler sig. Skadestuerapporten er en særlig datakilde, som kan give et indblik i de skader volden fører til. Selvom anmeldelserne af vold stiger hos politiet, ser vi et fortsat stabilt lavt niveau på henvendelserne hos landets skadestuer. Det er syvende år i træk, at vi her ser et fald i antallet af voldsrelaterede henvendelser, siger analytiker i Det Kriminalpræventive Råd Ingrid Soldal Eriksen.

Faldet ses tydeligst blandt unge mænd, men de unge mænd stadig den mest udsatte gruppe, når det gælder vold. Volden sker typisk i nattelivet i weekenden. For at understøtte det fortsatte fald i vold kan man med fordel sætte ind ved at forebygge i nattelivet.

- Det er vigtigt, at lokale aktører tænkes ind i arbejdet med at skabe et trygt og sikkert natteliv, fx dørmænd, kioskejere, taxachauffører og andre øjne i natten. De kan kontakte politiet eller gribe ind på en nedtrappende måde, hvis der er optræk til konflikter, siger Ingrid Soldal Eriksen.

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at dørmænd og barpersonale er uddannet i konflikthåndtering, så de kan aflæse gæsterne og undgå at konflikter optrappes. Derudover bør diskoteker og barer have en ansvarlig udskænkningspolitik, da studier viser, at mængden af alkohol hænger sammen med omfanget af vold.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen