04-01-2020

Ungekriminalforsorgen fører nu tilsyn med mere end 450 børn og unge

Ungdomskriminalitetsnævnet har siden årsskiftet 2018/2019 behandlet omkring 600 sager. Ifølge Kriminalforsorgen er børnene og de unge samt familierne generelt tilfredse med initiativet.

Der var mange kritiske røster i den offentlige debat, da et politisk flertal sidste år vedtog, at der skulle etableres et Ungdomskriminalitetsnævn for børn og unge mellem 10-17 år, der er kommet på kant med loven, samt oprettes en ungekriminalforsorg til at føre tilsyn med, at nævnets afgørelser føres ud i livet.

Nu – et lille år senere – har ca. 600 børn og unge fra hele landet været i Ungdomskriminalitetsnævnet, og godt 450 af dem går i tilsyn i en af ungekriminalforsorgens fire enheder med ca. 30 medarbejdere.

”Det er vores klare opfattelse, at børnene og de unge samt deres familier generelt føler sig godt behandlet og hørt ved nævnene, hvilket er et særdeles vigtigt afsæt for ungekriminalforsorgens videre arbejde. Alle ungekriminalforsorgsenhederne er kommet godt fra start. Vi har opbygget et tæt og fint samarbejde på tværs af enhederne i ungekriminalforsorgen og også med de andre myndigheder – kommunerne, politiet og Ungdomskriminalitetsnævnet,” siger chef for Koncern Ungekriminalforsorgen Mette Adamsen.

Positive tilbagemeldinger

Det er ikke kun i direktoratet, at man oplever positive tilbagemeldinger – også landets fire ungekriminalforsorgsenheder oplever generelt et godt og konstruktivt samarbejde med familierne og de andre myndigheder.

”Vi får rigtig meget positiv respons tilbage fra både kommuner, den unge og forældrene. Der kommer noget struktur på hverdagen for den unge, og flere gange har vi oplevet, at den unge ligefrem spørger, om de kan fortsætte med møderne, selvom forløbet er slut. Det kan de desværre ikke, men det er et skulderklap til vores arbejde,” siger Tom Lund Pihlmann Christensen, der er enhedschef i ungekriminalforsorgen i København.

I ungekriminalforsorgen i Kolding har tilbagemeldingerne også været positive, og enhedschef Charlotte Damberg forklarer, at mange familier er rigtig glade for de foranstaltninger, som bliver sat i værk.

”Både den unge og forældrene føler, at der virkelig sker noget nu. De føler sig hørt, og de oplever, at de nu får den hjælp, de har brug for,” siger Charlotte Damberg.

Fakta: Ungekriminalforsorgens kerneopgave – tilsyn og kontroller

Ungekriminalforsorgen fører to tilsyn:

Et ‘kommunalt tilsyn’, der har til hensigt at sikre, at kommunen iværksætter de foranstaltninger, der skal igangsættes under forbedringsforløbet i henhold til nævnsafgørelsen.

Et ‘personfokuseret tilsyn’, der har til hensigt at sikre, at barnet/den unge gennemfører sit forbedringsforløb og/eller sin straksreaktion.

Nævnet har indtil videre i gennemsnit tildelt 2,6 foranstaltninger pr. barn/ung. De tre mest benyttede foranstaltninger er støttekontaktperson, behandling (vredeshåndtering, misbrugsbehandling og familiebehandling) samt skole/uddannelse. Den gennemsnitlige tilsynslængde er halvandet år.

Kønsfordelingen på de børn/unge, der har fået en nævnsafgørelse er 85 % drenge og 15 % piger. Gennemsnitsalderen er 14,4 år.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen