04-07-2010

Udviklingshæmmede kriminelle fylder institution

Antallet af udviklingshæmmede, der får en dom, er steget kraftigt – fra 84 i 1991 til knap 400 i dag. Det skyldes blandt andet, at de udviklingshæmmede oftere bliver anmeldt, hvis de begår vold mod medarbejdere, og at stadig flere udviklingshæmmede havner i et misbrug, hvilket også kan udløse kriminalitet. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Men den primære årsag er, at retssystemet er blevet bedre til at opdage det, hvis en tiltalt er svagt begavet. Tidligere endte flere af dem i almindeligt fængsel. Derfor er klientellet på Kofoedsminde et helt andet i dag end for 10 år siden, forklarer viceforstander Flemming Lund (Kofoedsminde i Rødby er Danmarks eneste sikrede institution for udviklingshæmmede kriminelle):
"De nye, vi får, er meget yngre og tit og ofte mere velfungerende end vores ældre beboere. Nogle af dem ligger i nærheden af en normal begavelse og kan for eksempel læse og skrive. Ofte er der også nogle psykiatriske problemer inde i billedet. Så bliver de kunder her i butikken frem for at komme i fængsel, hvor de slet ikke hører til," siger han.

Kilde: Kristeligt Dagblad


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen