29-05-2018

Sverige forbereder befolkningen på krig og kriser

I denne uge sendes denne pjece ud til 4,8 millioner svenske husstande.

I en 20 sider lang pjece kan borgerne i ikke-NATO landet Sverige nu læse, hvordan borgerne skal overleve et ikke utænkeligt væbnet angreb. En lang række gode råd står at læse i vejledningen, som i løbet af denne uge dumper ind i 4,8 millioner svenske brevsprækker.

"Om krisen eller kriget kommer" hedder brochuren, som fortæller, hvordan man får mad, vand og varme i tilfælde af en alvorlig ulykke, naturkatastrofe eller militær konflikt.

Pjecen advarer om, at krig ikke længere kan udlukkes. Alle svenskere må medvirke til deres lands forsvar. »Vi overgiver os aldrig«, hedder det i pjecen. »Alle oplysninger om, at modstand skal ophøre, er falske«. Første trin på krisetrappen kan være klimakatastrofer eller cyberangreb. Men selv de mindste forstyrrelser kan lamme elektronisk kommunikation i en grad, så samfundet risikerer at bryde sammen.

Brochuren fortæller også om beskyttelsesrum, forskellige metoder at advare befolkningen, samt hvordan Sverige kan trues og angribes. Der gives også råd om, hvordan man opdager og håndterer falsk information og propaganda.

Det er 57 år siden, der blev udsendt en lignende brochure til den svenske befolkning. Dengang hed den blot "Om kriget kommer".





Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen