20-06-2024

Svenske Gripen kampfly lander på Bornholm

Under opholdet på Rønne Lufthavn blev de svenske kampfly håndteret af danske teknikere. Foto: Forsvarskommandoen

To svenske Gripen kampfly landede i går, onsdag, for første gang på Bornholm som led i det øgede samarbejde mellem de nordiske lande på forsvarsområdet.

Som led i operativ træning og afprøvning af alternative landingspladser landede to svenske Gripen-kampfly tidligere i dag i Rønne Lufthavn på Bornholm, oplyser Forsvarskommandoen.

De to kampfly er til dagligt placeret på ’Blekinge Flygflottilj’, der ligger nær Ronneby i det sydlige Sverige og kun cirka 200 km i fugleflugt fra lufthavnen på solskinsøen.

Flyveturen fra Ronneby til Rønne var en del af en træningsflyvning, der giver de svenske piloter indsigt i de lokale forhold i og omkring i Rønne Lufthavn. Det gælder både selve indflyvningen, men også ophold og anvendelse af parkeringsfaciliteter, hvis det for eksempel skulle blive aktuelt at bruge lufthavnen som alternativ landingsplads.

- Det var godt, at vi kunne få det til at ske. Det er en god træningsmulighed for os, og danskerne var meget imødekommende, siger Gripen-piloten 'Payne', der fløj det ene af de to kampfly.

Danske teknikere stod klar

På Bornholm stod danske teknikere fra Fighter Wing Skrydstrup klar til at tage imod og servicere de svenske kampfly:

- Det var en spændende oplevelse at prøve at være med til at modtage et anderledes kampfly end F-16. Selvom det er to forskellige flytyper, så er der mange ligheder, og det er godt at se, at vores svenske kollegaer gerne viser os rundt og fortæller om Gripen, fortæller den danske klarmelder Claus.

Samarbejde på tværs af Øresund

Fighter Wing Skrydstrup og Blekinge Flygflottilj har den seneste tid oparbejdet et tæt samarbejde gennem erfaringsudveksling og sparring om alt fra operative forhold til at understøtte hinanden på det logistiske område.

Det er blandt andet kommet til udtryk ved et officielt myndighedsbesøg, hvor medarbejdere fra Fighter Wing Skrydstrup og en dansk F-16 landede på Blekinge Flygflottilj, samt en træningsflyvning i luftkamp mellem danske F-35 og svenske Gripen tidligere i år.

Samtræningen og øget brug af hinandens faciliteter sker i forlængelse af hensigten om, at styrke samarbejdet mellem de nordiske landes flyvevåbner.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk