04-01-2022

Stort fald i antal juleindbrud

Langt færre hjem og virksomheder har haft besøg af ubudne gæster denne jul, melder politiet.

Der har i juledagene været et markant fald i antallet af indbrud i private hjem - et fald, der går i tråd med det fald, der er konstateret over hele landet, siden coronaen gjorde sit indtog i Danmark i foråret 2020.
De enkelte politikredse melder nu ind med, hvor mange indbrud der har været i de seneste dage rundt om i landet. For eksempel har Syd- og Sønderjyllands Politikreds haft hele 70 procent færre indbrud i den lige overståede jul sammenlignet med 2019. Og hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplevede man fra 16. december frem til 2. januar, at der blev anmeldt 43 indbrud mod 56 indbrud i samme periode sidste år.

I løbet af hele 2021 brød indbrudstyve ind i 950 syd- og sønderjyske hjem, mens der i 2019 var 1754 indbrud. Det betyder et fald på 46 procent. I forhold til 2020 er antallet af indbrud faldet med 16 procent, selv om 2020 var atypisk på grund af corona-pandemien, hvor mange arbejdede hjemme og indbrudstyvene derfor havde svære vilkår. I 2020 brød tyve ind i syd- og sønderjyske hjem 1132 gange.

Der har også været langt færre indbrud i virksomheder i 2021 sammenlignet med 2019. Her er faldet på 38 procent. Tallene for 2021 kan nå at ændre sig, da året kun lige er slut, så det kan ske justeringer for eksempel i form af senere anmeldelser, lyder meldingen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk