23-05-2019

PwC afholder politikerdebat om cybersikkerhed

Valgkampens måske mest spændende debat i relation til sikkerhed afholdes hos PwC i Hellerup på mandag den 27. maj. Emnet er it- og cybersikkerhed, og politikerne er forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), forhenværende udenrigsminister, Martin Lidegaard (RV) og tidligere forsvars-, handels- og sundhedsminister, Nick Hækkerup (S). Deltagelse er gratis.

Hvordan stopper vi mest effektivt troldefabrikkernes hærgen? Hvordan kan virksomhederne bedst sikre sig mod hackerangreb? Hvordan kan det offentlige og det private bedst samarbejde om at stoppe hackerne? Og hvor går grænsen for statens overvågning og indgriben? Danmark er et af de mest digitaliserede samfund i verden, og konsekvenserne af et cyberangreb kan derfor være meget store.

PwC inviterer til at høre forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen MF (V), Martin Lidegaard MF (RV) og Nick Hækkerup (S) krydse verbale klinger, når det handler om at sikre, at Danmark er godt nok rustet til at klare sig i kampen mod de cyberkriminelle.

Leder af Consulting - Security & Technology i PwC, Mads Nørgaard Madsen deltager også i debatten med sin ekspertise inden for digitalisering, it-sikkerhed og sikkerhedsoptimering.

Valgdebatten arrangeres i samarbejde med brancheorganisationen FSR - danske revisorer.

Deltagelse er gratis, og alle med interesse for temaet er velkomne.  Tilmelding hos PwC.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen