15-06-2020

PTSD-ramt politiassistent tilkendt tilskadekomst-pension og stort erstatningsbeløb

Efter flere års juridisk tovtrækkeri er det lykkedes Politiforbundet at få sat punktum i et medlems arbejdsskadesag. Den 57-årige PTSD-ramte politiassistent er blevet tilkendt en tilskadekomstpension og har samlet modtaget et stort beløb i erstatning – blandt andet fra FN.

Nærdødsoplevelser på Balkan og på Christiania, vidne til voldsomme selvmord og opløste lig. Trusler på livet fra hårdkogte kriminelle og deltagelse i 18. maj urolighederne, hvor han fik så hård en medfart, at han var sengeliggende i 14 dage. Oveni en blodprop i hjertet med en efterfølgende depression.

Det er blot nogle af de barske oplevelser, som den 57-årige CJ, der ønsker at være anonym, har været igennem i de over 25 år, han nåede at være ansat i dansk politi.

Han har elsket sit job og al den action, det indebar, og han skænkede det slet ikke en tanke, at det en dag kunne blive for meget – rent mentalt. Men det blev det. Det berømte bæger flød over.

Han blev aldrig den samme efter sin FN-udsendelse på Balkan, og efter sin blodprop fik han tiltagende psykiske problemer, havde svært ved at huske og koncentrere sig og tålte ingen krav eller stressbelastning i sit arbejde. I 2013 blev han sygemeldt, da hans psykiske problemer blev for voldsomme, og han indgav en anmeldelse af sin arbejdsskade.

Politiforbundet gik ind i hans arbejdsskadesag i 2015, og først nu er der blevet sat punktum i sagen.

- Det sværeste har været at miste min politiidentitet. Dernæst har det været ikke at vide, om jeg kunne få en tilskadekomstpensionering. Det har jeg været usikker på, fordi jeg jo også har haft hjerteproblemer. Men en tilskadekomstpension betyder økonomisk rigtigt meget i forhold til blot at blive afskediget med almindelig svagelighedspension, fortæller CJ til Politiforbundet.

Det har da også krævet en god kamp fra forbundssekretær Flemming Olsen og advokat Birgitte Filtenborg fra Elmer Advokater, som er Politiforbundets samarbejdspartner i arbejdsskadesager, at få tilkæmpet en tilskadekomstpensionering til CJ. I første omgang afviste Moderniseringsstyrelsen det. Men det lykkedes til slut, og en sten faldt fra CJ’s og hans kones hjerter, fortæller de.

- Nu er det basale på plads, så kan vi tage den herfra, siger de.

CJ har et 20 procents mén af PTSD og et erhvervsevnetab på 40 procent. Sidstnævnte har udløst en pæn erstatning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Men da CJ’s udsendelse til en FN-mission på Balkan også har været medvirkende til hans PTSD, har han tillige fået tilkendt erstatning fra dels den danske stat, fordi han har været udsendt på Danmarks vegne, dels fra FN.

- Erstatningen fra FN kom godt nok som en dejlig overraskelse. Den havde jeg ikke regnet med. Men det var Birgitte Filtenborg, der ansøgte om den på mine vegne. Det havde min kone og jeg slet ikke selv tænkt på, siger CJ til Politiforbundet.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen