11-03-2019

Professionelle tyve i gang igen: Efterskole fik stjålet 19 dyre cykler

Cykeltyve besøgte to efterskoler, men måtte gå med uforrettet sag det ene sted. 19 elever på Blåkilde Efterskole er blevet cykelløse, efter at der natten til torsdag var indbrud i skolens ulåste cykelskur. Det fortæller jv.dk

Selvom flere af cyklerne var dobbelt låst med både kædelåse og stærke foldelåse, har tyvene blot klippet dem over med en stærk boltsaks.

Samme nat havde Bork Havn Efterskole, der tidligere har været hårdt plaget af cykeltyverier, også besøg af, hvad der formodes at være de samme tyve. Men her fik tyvene en lang næse.

- Siden det seneste tyveri har skolen omorganiseret, så elevernes cykler står et andet sted. Så de brød ind i et lager med halm og hø, fortæller politiassistent Viggo Nørgaard fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Bork Havn Efterskole har gjort flere tiltag for at sikre elevernes cykler, blandt andet er der lys, som tænder, ligesom der er videoovervågning. Tyvene blev da også filmet for en kort bemærkning.

- Da lyset tændte, klippede de strømmen, så både lys og overvågning gik ud. Men vi fik et godt billede af den ene mand, fortæller Viggo Nørgaard.

Kilde: jv.dk


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen