26-08-2018

Politiet ønsker videoer af låse-hærværksmand

Inden for den sidste halvanden måned har en ukendt gerningsmand været rundt og stikke tandstikker og lignende ind i låsecylindre mange steder i Kalundborg midtby. Mindst 100 forskellige låse har haft besøg af manden. Senest gik det ud over værestedet Bo og Aktivitet, Folkekirkens Nødhjælp samt Mission Afrika.

Midt- og Vestsjællands Politi har fået en lang række anmeldelser og arbejder på sagen, fortæller politikommissær Dan Warming, der er leder af forebyggelse Vest under Midt- og Vestsjællands Politi:

- Vi kan kun opfordre folk til at anmelde hærværkene, for eksempel via politiets hjemmeside, og har man videoovervågning, som viser gerningsmanden, så kom endelig forbi politistationen i Kalundborg med materialet. Jo mere videomateriale, vi har, jo nemmere bliver det at få stoppet manden, siger Dan Warming.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen