27-08-2018

Nyudviklede fynske droner hjælper G4S’ vagter

Den avancerede drone er vagtens årvågne øjne oppe i luften.

Et unikt samarbejde mellem vagt og drone er nu virkelighed. G4S har taget den seneste teknologiske udvikling inden for droneteknologi til sig og benytter sig nu af denne helt nye løsning, hvor vagtens drone overflyver et område og fortæller sin makker på jorden om personer, som ikke burde være på stedet eller andre uregelmæssigheder. Drone-leverandør er den hurtigt voksende Odense-virksomhed Lorenz Technology.

G4S har introduceret morgendagens vagtløsning til større områder som industriområder, erhvervshavne mv. Den drone, vagten benytter, har ved gentagne flyvninger over et bestemt område lagret en masse data, som skaber et normalbillede. Hvis dronen noterer noget, der afviger fra det normale, giver den besked til vagten, som på sin tablet ser med på, hvad dronen har at fortælle. Vagten kan ved behov kontakte kontrolcentralen, som via streaming til en cloud-platform kan se med på, hvad der foregår på området. Dronen er også udstyret med et termisk kamera, som gør den i stand til at detektere varmen fra for eksempel en person, en bil, en brand under udvikling eller blot fra et vindue, der står åbent en kold dag eller om natten. Dermed kan dronen også advare vagten om en person, der står og gemmer sig et sted, og som måske kan være til fare for vagten.

Det er lykkedes den meget unge fynske virksomhed Lorenz Technology at tilføje sine droner et ekstra element, som gør dem til flyvende overvågningssystemer. Ved hjælp af kunstig intelligens (AI) kan dronen flyve ind over et forudbestemt område og indsamle masser af data i form af video og termiske forandringer.

Ud over det rent sikkerhedsmæssige giver det nye setup med vagt, drone og et specialudviklet software også G4S mulighed for at tilbyde kunden levering af billeder og indsamling af data fra for eksempel bygninger, materiel og oplagring:

- Vi kan nu løse inspektions- og logistikopgaver og levere data til kundens bygningsdrift. Dermed kan vi sørge ikke blot for virksomhedens sikkerhed og tryghed, men også understøtte hele virksomhedens værdikæde, siger Dennis Rasmussen, Sales Manager, Manned Services, G4S.

Lorenz Technology har fået afsæt i Væksthus Syddanmarks program ”Digital Omstilling – Innovationssamarbejder”, hvor virksomheder kan få tildelt en medfinansiering til udvikling af nye løsninger inden for digitalisering og ”industri 4.0”. Virksomhederne skal enten udvikle nye produkter, serviceydelser eller koncepter, og udviklingen sker i teams, hvor tre SMV'er går sammen med en vidensinstitution. Programmet er finansieret af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling og Syddansk Vækstforum.

G4S fortæller mere om de nye vagtmuligheder på messen Sectech, der finder sted 7.-8. november i København.
G4S' nye video kan ses her.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen