10-10-2019

Nyt tiltag skal sikre unge på nettet

TrygFonden og politiet lancerer nu indsatsen ’Den Sikre Side’, hvor skoleelever landet over får mulighed for at blive undervist af politifolk og SSP-konsulenter i sikker, digital adfærd. Foto: Pixabay.

Danske børn og unge udsættes i stigende grad for it-relateret kriminalitet som grooming, misbrug af passwords og uønsket deling af billeder. Det viser stigninger i antallet af anmeldelser de senere år og større sager som Umbrella-sagen. TrygFonden og politiet lancerer nu indsatsen ’Den Sikre Side’, hvor skoleelever landet over får mulighed for at blive undervist af politifolk og SSP-konsulenter i sikker, digital adfærd.

Politiet har i løbet af få år oplevet en markant stigning i antallet af sager om it-relateret kriminalitet, herunder digitale blufærdighedskrænkelser og misbrug af personlige oplysninger. I perioden 2013-2018 er antallet af digitale sexkrænkelser, fx grooming, steget med 490 pct.

Sociale medier, chatfora og online spil giver lettere adgang til børn og unge, og gerningspersoner udnytter i stigende grad disse muligheder. Politiet ser bl.a., at gerningspersoner opbygger en form for tillidsforhold til børn – det der kaldes grooming - for i værste fald at udsætte barnet for overgreb. Netop grooming udgør i politiets sagsdatabase, POLSAS, omkring en fjerdedel af de it-relaterede blufærdighedskrænkelser i perioden 2013 til medio 2018, og mange af ofrene er ikke særligt gamle:

"De fleste sager om grooming omhandler børn i alderen 11 til 13 år, men vi ser også ofre blandt børn helt ned i 8-års alderen. Personer, der ønsker at udnytte et barn seksuelt, har med de digitale medier fået nye, udvidede muligheder for at kontakte børn online og derved få direkte adgang til dem, mens de kan sløre deres egen identitet. De kriminelle kan altså – populært sagt – rykke direkte ind i børneværelserne. Det er et alvorligt problem, som vi bliver nødt til at reagere overfor", siger Niels Denny Sørensen, operativ leder i Nationalt Cyber Crime Center (NC3) i Rigspolitiet.

Foruden digitale blufærdighedskrænkelser oplever børn og unge i stigende grad problemer med uberettiget deling af passwords og nøgenbilleder. Flere undersøgelser viser, at unge oplever at få delt private billeder og videoer mod deres vilje. Det er voldsomt krænkende for den, det går ud over, og kan få store psykiske konsekvenser for den enkelte.

Det skal være nemmere at tale med børn om digital kriminalitet

De unges medieforbrug adskiller sig markant fra deres forældres og underviseres, og den digitale kløft kan gøre det svært at tale med børnene om deres adfærd på nettet.

Det handler bl.a. om at beskytte sit password, at være kritisk og tage hensyn

Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFonden

En af bevæggrundene for udviklingen af Den Sikre Side, som er et samarbejde mellem Trygfonden og politiet, har netop været at skabe et rum for dialog mellem børn og voksne.

Den Sikre Side indeholder derfor en række samtale- og undervisningsværktøjer, der tager udgangspunkt i at formidle nettets skyggesider i øjenhøjde med de unge.

"På nogle punkter er den digitale verden ikke så forskellig fra den analoge. Den rummer et væld af muligheder, men også risici. Derfor er det vigtigt, at vi klæder vores børn og unge godt på til at færdes trygt og sikkert i den. Det handler bl.a. om at beskytte sit password, at være kritisk og tage hensyn, når man deler billeder og andre materialer og generelt at tage sine forholdsregler, når man chatter med andre og bliver kontaktet af folk, man ikke kender i forvejen. Med denne indsats styrker vi politiets forebyggende indsats på området i samarbejde med skoler og børnenes forældre", siger Christoffer Elbrønd, projektchef i TrygFonden.

"Det handler først og fremmest om at hjælpe børn og unge, så de ikke selv bliver ofre for overgreb og kriminelle handlinger, men også så de hverken tilsigtet eller uforvarende krænker andre", siger Niels Denny Sørensen og fortsætter:

Projektet har til formål at forebygge it-relateret kriminalitet blandt de unge

"Den Sikre Side er et værktøj, som skal gøre det nemmere at tale med børn og unge om sikker, digital adfærd. Vi håber, at både de unge, deres forældre og ikke mindst skolerne vil tage godt imod vores initiativ, og at de vil benytte sig af muligheden for at få besøg og høre mere om, hvad de selv kan gøre for at undgå at blive ofre for digital kriminalitet. Vi har i hvert fald nu udviklet et produkt med råd og vejledning, som kan hjælpe børn og unge til at navigere mere sikkert og trygt online."

Læs mere om samarbejdet på www.sikreside.dk, hvor bl.a. forældre kan blive klogere på digital kriminalitet og få tips til, hvordan de får en god dialog med deres børn om deres digitale liv.

Bag om Den Sikre Side

Den Sikre Side er et samarbejde mellem TrygFonden og politiet. Projektet har til formål at forebygge it-relateret kriminalitet blandt de unge og består bl.a. af videomaterialer og quizmoduler, som landets skoler kan anvende i undervisningen, ligesom skolerne efter aftale med de lokale politikredse har mulighed for at få besøg i 7. klasserne.

Få viden om digital kriminalitet og tips til, hvad du som forælder kan gøre på www.sikreside.dk.

Fakta om medieforbrug og it-kriminalitet blandt danske børn og unge

46 pct. af eleverne i landets 7. klasser bruger digitale medier det meste af dagen, når de ikke er i skole. Kun 3 pct. af eleverne bruger slet ikke digitale medier uden for skoletiden

Når de unge er hjemme, bruger de i gennemsnit fire forskellige slags digitale medier. Mobiltelefonen er det klart mest brugte digitale medie.

Danske skolebørn har europarekord i at sidde mest foran TV’et eller computeren. De er samtidig blandt dem i Europa, der bruger mindst fysisk tid sammen med deres jævnaldrende.

Omfanget af it-kriminalitet stiger kraftigt og rammer både flere ofre og forårsager mere skade. Eksempelvis er it-relateret økonomisk kriminalitet steget med 419 pct. de seneste fem år, mens it-relaterede seksualforbrydelser er steget med 490 pct. i samme periode.

Fra 2013 til 2018 modtog politiet 3.495 anmeldelser om it-relaterede blufærdighedskrænkelser, hvilket bl.a. omfatter uberettiget deling af nøgenbilleder og grooming. Grooming er begrebet for, når en voksen opbygger et tillidsforhold til et barn, typisk på nettet eller over mobilen, med henblik på senere at begå overgreb mod barnet. Groomeren gemmer sig ofte bag en internetprofil, hvor de ser ud til at være på samme alder som barnet. De udveksler ofte billeder, og krænkeren lokker måske barnet eller den unge til at klæde sig af eller udføre andre grænseoverskridende handlinger foran webcam eller overtaler dem til at mødes fysisk.

Næsten en fjerdedel af de it-relaterede blufærdighedskrænkelser i de seneste fem år har handlet om grooming. De fleste sager om grooming omhandler børn i alderen 11 til 13 år, men ofrene tæller børn helt ned i 8-års alderen.

Politiet ser også en markant stigning i antallet af sager om uberettiget deling eller offentliggørelse af nøgenbilleder/-film, men vurderer samtidig, at der er store mørketal på området. De fleste sager blandt børn og unge er koncentreret om aldersgruppen 13, 14 og 15 år.

Det er ulovligt og dermed strafbart at dele materiale af privat karakter uden de involveredes samtykke. Handlingen kan straffes med bøde eller fængsel.

Personlige oplysninger som adgangskoder til sociale medier er en social valuta blandt danske unge. De søger social anerkendelse, og det kan få dem til at udlevere deres passwords til andre i klassen. Men deler man sit password med andre, udsætter man sig selv for en lang række risici.

Kilder: DR Medieudviklingen 2018, Børns Vilkår 2019, HBSC – Health Behaviour in School-aged Children, WHO, 2016, Rigspolitiet.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen