27-08-2018

Nyt anlæg til patientkald skal give større tryghed

Når ni afdelinger næste år rykker ind i det nye akutcenter i Viborg, kan de samtidig tage et helt nyt patientkaldeanlæg i brug. Det nye anlæg er planlagt og bestilt i samarbejde med klinikerne og skal meget gerne lette arbejdsdagen og give større tryghed for både patienter og medarbejdere, fortæller teknisk projektleder Anders Strandgaard Olsen fra hospitalets projektafdeling.

Han peger på, at det nye system først og fremmest er enkelt og brugervenligt for patienterne og samtidig rummer mulighed for tovejskommunikation. Hvor patienterne i dag kan tilkalde personale ved at trække i en rød snor ved siden af sengen, vil de i det nye akutcenter kunne trykke på en rød knap på et enkelt håndsæt - en slags fjernbetjening, der kan hænge på sengegærdet. Knappen lyser efterfølgende op, når opkaldet er modtaget, så patienten ved, at der er hjælp på vej.

- Samtidig kan sygeplejersken kalde tilbage og berolige patienten med, at der er hjælp på vej. På samme måde kan hun med det samme få mere præcise oplysninger om patientens behov, siger Anders Strandgaard Olsen.

Det nye patientkaldeanlæg kan integreres med de skærme og klinisk logistik-systemer, som allerede findes på hospitalet. Det betyder i praksis, at tildeling af patientkald kan ske via klinisk logistik-skærmene, ligesom systemet automatisk logger alle opkald og dermed letter dokumentationsopgaven. Ud over at blive vist på skærmene vil alle patientkald dog samtidig som vanligt lyse op på et gangdisplay som en ekstra sikkerhed.

Det nye patientkaldeanlæg rummer også nye muligheder i forbindelse med hjertestop og overfald.

- Der kan sendes hjertestop-alarm både fra de enkelte patientsenge og fra et panel ved døren ind til patientstuerne. Herefter giver anlægget direkte besked til hjertestopholdet, som samtidig kan se, præcis hvor alarmen kommer fra, fortæller Anders Strandgaard Olsen.

I Akutafdelingen vil systemet samtidig komme i spil i forbindelse med situationer, hvor medarbejdere føler sig truet eller i værste fald bliver overfaldet. Her kan systemet give en langt mere nøjagtig angivelse af, hvor alarmen er blevet udløst, så kolleger hurtigt kan nå frem til rette sted.

Virksomheden Ascom er leverandør af systemet.

Kilde: Magasinet Pleje


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen