15-12-2019

Ny teknologi i alarmcentralerne kan redde liv

Når en borger fremover ringer 1-1-2 fra en Android eller iOS-smartphone, får alarmcentralen automatisk tilsendt borgerens placering inden for 10-50 meters nøjagtighed. Indtil nu har teknologien, der også går under navnet AML (Advanced Mobile Location), ellers kun været tilgængelig på Android-telefoner, der udgør ca. 47 pct. af alle smartphones i Danmark. Med teknologien tilgængelig på Apple-telefoner, kan alarmcentralerne nu se frem til at modtage positionsdata i 98 pct. af alle opkald fra mobiltelefoner.

Landets alarmcentraler indførte i august 2019 et forbedret system til at stedfæste borgerens nøjagtige position i form af såkaldt Advanced Mobile Location (AML) teknologi, der ved et opkald fra en mobiltelefon kan sende præcise oplysninger om en given position til alarmcentralen. I første omgang var teknologien kun tilgængelig på Android-telefoner, men med den seneste systemopdatering fra Apple, vil alarmcentralerne nu kunne modtage meget præcise positionsdata i 98 pct. af alle 112-opkald fra mobiltelefoner.

Den præcise placering vil ikke alene medvirke til at undgå de episoder, hvor udrykningen bliver forsinket, fordi 112 ikke kan få den præcise placering. Man vil potentielt også i nogle tilfælde kunne redde menneskeliv, fordi de danske beredskaber kan få hjælpen hurtigere frem til borgerne.

”Jo mere præcis information om placering, vi kan få, jo bedre kan vi håndtere de enkelte alarmopkald. Det vil øge mulighederne for at få hjælpen hurtigere frem og potentielt kunne redde menneskeliv. Samtidig vil AML forbedre arbejdsbetingelserne for personalet i alarmcentralerne, så de kan yde en bedre service til borgerne," siger Jesper Kammersgaard, afdelingschef i Rigspolitiet.

Hidtil har præcisionsniveauet ved opkald til alarmcentralerne typisk været fra ca. 200 meter til ti km. Ved AML er præcisionsniveauet ned til ca. ti meter, og er dermed meget mere brugbart i forhold til at stedfæste præcist, hvor borgeren ringer fra.

Teknologien gør det nemmere at lokalisere hændelser, der ikke sker på en eksakt adresse, eller hvor borgeren ikke kan tale, bl.a. i forbindelse med færdselsuheld, selvmordstruede personer, folk der oplever vold i hjemmet, folk der har opdaget brand i landområder og akutte medicinske tilfælde. Det vil også være en hjælp i situationer, hvor mindre børn ringer 112, da de ofte ikke kender adressen.

Gode erfaringer med teknologien i alarmcentralerne

Statistiske udtræk viser, at politiet i gennemsnit kan stedfæste borgeren ca. et minut hurtigere, hvis dette ikke skal ske gennem dialog, men identificeres allerede ved opkaldes start. Og siden teknologien blev indført på Android-telefoner i august har alarmcentralerne også haft flere eksempler på opkald, hvor den nye placeringsteknologi har betydet at hjælpen kom hurtigere frem til borgeren.

”Vi har gode erfaringer med AML. Vi har flere eksempler med borgere, fx turister, der har ringet fra et sommerhusområde. Og der ville det have været svært at lokalisere dem, hvis ikke de selv ved, hvor de er. Tidligere ville vi måske få en radius mellem 200 meter og ti km, men i disse tilfælde kan vi lokalisere dem med 10-50 meters præcision. Det gør en kæmpe forskel i forhold til, hvor hurtigt hjælpen kan nå frem,” siger Kristian Juliussen, leder af alarmcentralen i Aarhus.

Sådan virker teknologien

AML (Advanced Mobile Location) er en teknologi, der i forbindelse med et opkald fra en mobiltelefon kan sende præcise oplysninger om en given position til en 112 alarmcentral.

Telefonen registrerer, når man ringer til 112, og hvis telefonens navigationssystem ikke allerede er aktiveret, sker det ved opkaldet. Der bliver automatisk sendt en sms til alarmcentralen med en placering, før navigationssystemet slukkes igen.

AML-teknologien kan også trække data fra wifi i området, hvis wifi-signalet er kraftigere end mobilsignalet.

Teknologien er dermed ikke afhængig af, at der er en app installeret på indringerens mobiltelefon, eller af at vedkommende husker at bruge den, og har dermed en væsentligt større gennemslagskraft end 112-appen har og vil kunne få.

Hvis der er meget lidt batteri tilbage på telefonen, vil AML-teknologien ikke blive slået til, da man prioriterer muligheden for at kunne foretage et opkald.

Baggrundsinfo

AML er først aktivt i iPhones mv., når brugerne har opdateret iOS-styresystemet til den nyeste version. I Android-telefoner ligger funktionen som en fast del af opsætningen, og opdatering sker automatisk.

I Danmark foretages over 80 pct. af alle opkald til alarmcentralen fra en mobiltelefon, mens tallet for Europa samlet er over 70 pct. Politiets alarmcentraler i Århus og Slagelse modtager hvert år omkring 871.000 opkald fra mobiltelefoner, hvoraf 99,6 % er fra telefoner med enten Android eller iOS styresystemer. Herudover modtager alarmcentralen under Hovedstadens beredskab knap 300.000 opkald årligt. Hovedparten af disse opkald sker også fra mobiltelefoner med Android eller iOS styresystemer.

Flere lande har allerede taget teknologien i brug, blandt andet Finland, Island, Irland, Slovenien, New Zealand, England, Belgien, Litauen og Østrig.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen