07-11-2024

Ny chef for Søværnet

Søren Kjeldsen som chef for Vædderen i 2017. Arkivfoto: Lars Bøgh Vinther / Forsvaret

Den 1. december 2024 tiltræder kommandør Søren Kjeldsen stillingen som chef for Søværnskommandoen. Han kommer fra en stilling som chef for Implementeringsdivisionen i Forsvarskommandoen.

Kommandør Søren Kjeldsen bliver ny chef for Søværnet.

- Søværnets nye chef står over for en omfattende og hastende opgave med udviklingen af Søværnet. En udvikling der vil efterlade markante aftryk på værnets indretning de næste mange årtier. Søren Kjeldsen er med sin strategiske disposition, sømilitære faglighed og dybe indsigt i Søværnets opgaver og kultur, den helt rigtige til netop det, udtaler forsvarschef, general Michael W. Hyldgaard.

Søren Kjeldsen tiltræder stillingen den 1. december samtidigt med, at den nuværende chef for Søværnskommandoen, kontreadmiral Henrik Ryberg går på pension. Søren Kjeldsen udnævnes kontreadmiral på åremål i den nye stilling.

- Det er en stor ære at få lov til at stå i spidsen for Søværnet i en tid, hvor vi dagligt mindes om, at visse ting er værd at kæmpe for. Søværnet står over for en periode, der selv i flådens 500-årige perspektiv, vil være karakteriset ved store forandringer. Men opgaven er grundlæggende den samme; at passe på Kongeriget. Det glæder jeg mig til at bidrage til sammen med Søværnets dygtige og dedikerede personel, siger Søren Kjeldsen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk