01-05-2020

Nordsjællands Politi skruer bissen på

Efter en periode med vejledning og dialog vil Nordsjællands Politi nu, i lighed med øvrige politikredse, gøre større brug af bødeblokken og eventuelt gøre brug af muligheden for at indføre opholdsforbud.

Det er generelt gået rigtig godt med at holde afstand, men den senere tids udvikling, hvor borgere flere steder er begyndt at slække på overholdelsen af reglerne om afstand til andre og størrelsen på forsamlinger, har betydet, at kursen nu er blevet strammet.

- Vi håber naturligvis ikke, at det bliver nødvendigt. Men hvis det viser sig, at borgerne ikke følger retningslinjerne i forhold til at holde den nødvendige afstand og undgå at være for mange samlet, så er konsekvensen, at man får en bøde, siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen, Nordsjællands Politi.

Der har været grund til at have særlig fokus på Bellevue Strand og Rungsted Havn i den seneste tid, når vejret har indbudt til at være udendørs. Disse steder har tiltrukket mange mennesker, og derfor har Nordsjællands Politi tidligere på ugen sat skilte op, som opfordrer borgerne til at forlade de to områder, hvis der i forvejen er mange mennesker til stede.

Det kan ikke udelukkes, at der udpeges flere hot spots eller, at der bliver indført opholdsforbud på udvalgte steder, hvis det vurderes nødvendigt for at forhindre borgere i at samles og dermed udgøre en potentiel smittefare for hinanden. Nordsjællands Politi skruer derfor også op for patruljeringen både på gadeplan og ved rekreative områder,

- Vi øger antallet af patruljer markant og vil være mere synligt til stede ved de to ”hot spots” og andre steder i politikredsen for at sikre, at borgerne overholder de regler, som gælder for at forhindre Covid-19-virussen i at sprede sig. Der er heldigvis rigtig mange dejlige steder i Nordsjælland, hvor man kan nyde kysten og naturen uden at være for mange eller for tæt, siger Søren Thomassen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen