30-08-2022

Nordsjællands Brandvæsen vil have flere kvindelige brandfolk

Foto: Nordsjællands Brandvæsen / Beredskabsinfo

Hos Nordsjællands Brandvæsen er blot to ud af 130 deltidsbrandfolk kvinder. Men flere kvinder står højt på ønskelisten i Nordsjællands Brandvæsen. Der er nemlig behov for langt større mangfoldighed blandt brandfolkene, hvis udfordringen med at rekruttere nye deltidsbrandfolk skal løses. Det oplyser nyhedsmediet Beredskabsinfo.

Traditionelt har brandfolk været omtalt som brandmænd – og ikke uden grund. For når brandvæsnet rykker ud til brand, trafikulykker eller miljøuheld, er det stort set kun mænd, der sidder i brandbilerne.

Det gælder også i Nordsjællands Brandvæsen, hvor blot to ud af 130 deltidsbrandfolk er kvinder.

- Det er selvfølgelig alt for få, og jeg ville ønske, at kvinder stod i kø for at blive ansat som deltidsbrandfolk hos os. Men sådan er virkeligheden desværre ikke i øjeblikket, siger Claus Larsen, der er operativ chef i Nordsjællands Brandvæsen, til Beredskabsinfo.

En af de kvindelige deltidsbrandfolk i Nordsjællands Brandvæsen er 36-årige Fie Mortensen. Til daglig arbejder hun som veterinærsygeplejerske hos Dyrlægen Fredensborg.

- Jeg søgte jobbet som deltidsbrandmand, fordi jeg så det som en rigtig god mulighed for at udvikle og udfordre mig selv. Jeg kan godt lide, at jeg aldrig ved, hvornår alarmen går, og hvad vi kommer ud til. Det eneste, jeg ved, er, at jeg rykker ud for at gøre en forskel for nogen, der har brug for min hjælp, fortæller Fie Mortensen.

Fie Mortensen har været deltidsbrandmand i to år. Når alarmen går i dagtimerne på hverdage, trækker hun i brandmandsdragten og rykker ud sammen med de øvrige brandfolk i Fredensborg.

- Jeg oplever på ingen måde, at det er et problem at være kvindelig brandmand. Både fysisk og psykisk føler jeg mig i stand til at udføre de samme opgaver som mine mandlige kolleger. Vi er gode til at hjælpe hinanden og har et rigtig godt kammeratskab, siger Fie Mortensen.

Heller ikke Claus Larsen ser nogen hindring i at rykke ud med flere kvinder i brandbilerne i fremtiden. Snarere tværtimod:

- Kvindelige brandfolk er mindst lige så stort et aktiv for os. Mænd og kvinder har forskellige perspektiver på tingene og griber ofte den samme situation an på forskellige måder. Det er kun positivt for os, for det bidrager til, at vi får vendt tingene og i sidste ende finder den bedste løsning på de opgaver, vi står overfor, siger Claus Larsen til Beredskabsinfo.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk