27-10-2019

NemID runder seks milliarder transaktioner

I oktober passerede NemID en vigtig milepæl, da der nu er foretaget seks milliarder transaktioner med NemID. Siden NemID kom i drift i juli 2010, er antallet af årlige transaktioner gradvist steget i takt med, at danskerne har vænnet sig til at bruge løsningen og stadig flere private virksomheder understøtter NemID.

”NemID har de senere år bidraget massivt til både den offentlige og private digitalisering af Danmark og gør det enklere for borgerne at betjene sig selv digitalt på en enkel og sikker måde. Nets har også oplevet en stigning i antallet af private tjenesteudbydere, der ønsker at benytte NemID som service,” fortæller Jens-Jakob Lykke Larsen, der er Head of eSecurity Product and Delivery.

NemID nøgleapp sætter yderligere fart på udviklingen

Allerede én måned efter lanceringen af nøgleappen i maj 2018 rundede appen 500.000 downloads. Hver uge downloader tusindevis af danskere nøgleappen til deres telefon, og den er indtil i dag downloadet knap 2,5 mio. gange.

”Det er dejligt, at så mange danskere har hentet appen og er glade for den. Nøgleappen er med til at gøre hverdagen nemmere for mange danskere, og vi kan se, at mange bruger deres NemID oftere end tidligere,” siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark lancerede i fællesskab den nye NemID nøgleapp i foråret 2018. NemID nøgleapp er udviklet af e-nettet, og Nets har leveret infrastrukturen.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen