15-12-2018

Mobil politistation med til julemarked i Aalborg

I den kommende tid, frem mod jul, vil borgerne i Aalborg opleve lidt flere betjente end sædvanligt til julemarkedet på Gl. Torv. Nordjyllands Politi parkerer nemlig den mobile politistation hver dag på torvet.

- Vi har et ønske om at være meget synlige, hvilket nu betyder, at vi er tilstede ved julemarkedet i Aalborg med vores mobile politistation, siger politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Ole Kristensen, og han understreger, at man gerne vil sende et signal om, at politiet selvfølgelig også tager det alvorligt, når et marked i Frankrig udsættes for et attentat.

Dog understreger politiinspektøren, at man ingen konkrete trusler har.

- Det er almindelig rettidig omhu fra vores side. Så borgerne i Aalborg og Nordjylland kan tage det helt roligt og gøre fuldstændig, som de plejer, understreger Ole Kristensen.

Politiinspektøren opfordrer borgerne til at kigge forbi den mobile politistation:

- Vores betjente sidder klar til at tage en snak med borgerne om, hvad der rører sig – eller til at give nogle gode råd mod indbrud.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen