07-04-2020

Markante lønstigninger til grønlandske anstaltsbetjente

Justitsministeren og de grønlandske folketingsmedlemmer fra Inuit Ataqatigiit og Siumut er enige om at sikre markante løft i lønforholdene for anstaltsbetjente i Grønland.

Justitsminister Nick Hækkerup og de grønlandske folketingsmedlemmer fra henholdsvis Inuit Ataqatigiit og Siumut Aaja Chemnitz Larsen (IA) og Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) er enige om at afsætte 38,4 mio. kr. til at sikre markant bedre lønforhold for anstaltsbetjente i Grønland. Aftalen sikrer, at anstaltsbetjente i Grønland fremover vil få en grundløn svarende til deres kollegaer i Danmark ansat i hovedstadsområdet. Aftalen skal samtidig bidrage til at styrke rekrutteringen og fastholdelsen af medarbejderne i Grønland.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

”Regeringen har stort fokus på at styrke retssystemet i Grønland. Derfor er jeg meget glad for, at vi midt i denne krisetid har en god nyhed til Grønland. Med denne aftale sikres det nu, at lønnen for vores anstaltsbetjente i Grønland kommer til at afspejle den store og vigtige indsats, de hver dag yder.

Med delaftalen tager regeringen samtidig endnu et skridt til at styrke bemandingssituationen i kriminalforsorgen i Grønland, som har oplevet store udfordringer med at tiltrække og fastholde kvalificeret personale. Ved at sikre bedre lønforhold for anstaltsbetjentene i Grønland er det forventningen, at det bliver nemmere at tiltrække kvalificerede medarbejdere til kriminalforsorgen.”



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen