12-06-2019

Lars Larsen-selskab står til store bøder

Datatilsynet har politianmeldt IDdesign A/S og indstillet virksomheden til en bøde på 1,5 mio kr. for manglende sletning af oplysninger om ca. 385.000 kunder.

De tre møbelkæder Ilva, IDEmøbler og IDdesign har brudt datareglerne for op mod 385.000 kunder, fordi de opbevarede personoplysninger i for lang tid. Det vurderer Datatilsynet, der på den baggrund har politianmeldt selskabet IDdesign, der er hovedselskab for de tre møbelkæder, meddeler Datatilsynet. 

I efteråret 2018 var Datatilsynet på tilsynsbesøg hos IDdesign, hvor der bl.a. blev set på, om virksomheden havde fastsat frister for sletning af kundernes oplysninger, og om fristerne blev efterlevet.

Ingen slettefrister

Forud for tilsynsbesøget havde IDdesign sendt en oversigt over de systemer, som virksomheden anvender til behandling af personoplysninger. IDdesign oplyste i den forbindelse, at der i enkelte IDEmøbler-butikker fortsat anvendes et ældre system, som ellers er erstattet af et nyere system i de andre butikker, og at der i det gamle system behandles oplysninger om ca. 385.000 kunders navn, adresse, telefonnummer, e-mail og købshistorik. Under tilsynsbesøget oplyste IDdesign endvidere, at der ikke er fastsat slettefrister i dette system, hvorfor personoplysninger i det gamle system aldrig er blevet slettet.

Derfor indstilles der til bøde

Det fremgår af databeskyttelsesforordningen, at personoplysninger skal opbevares, så det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles.

IDdesign har ikke forholdt sig til, hvornår personoplysninger i det gamle system ikke længere er nødvendige til de formål, hvortil de behandles, og har dermed ikke fastlagt hvilke frister, der skal gælde for sletning af de personoplysninger, der behandles i systemet.

Datatilsynet finder derfor, at IDdesign ikke har overholdt databeskyttelsesforordningens krav om sletning, idet virksomheden har behandlet personoplysningerne længere end nødvendigt.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen