09-08-2018

Kriminalforsorgen overtager kørsel med arrestanter

Bente Benderska, forbundssekretær i Fængselsforbundet.

Kriminalforsorgen begynder ny uddannelse af særlige transportbetjente, som skal køre arrestanter rundt i landet. Det har hidtil været en opgave for politiet.

I årevis har politiet brugt timer på at køre fanger rundt i landet mellem arresthuse og domstole, men fremover skal det overvejende ske med særligt uddannede transportbetjente fra Kriminalforsorgen.

Derfor har Kriminalforsorgen sendt jobopslag ud, hvor man søger efter borgere, som har lyst til den to år lange uddannelse til transportbetjent.

Det betyder, at Kriminalforsorgen ikke alene står for dem, der arbejder i landets fængslet og arresthuse, men også for at køre arrestanter, dvs. dem, som er sigtet eller tiltalt for en forbrydelse og derfor sidder varetægtsfængslet, men endnu ikke fået dom og påbegyndt afsoning.

Transportbetjentene skal også bruges til at bevogte indsatte i retten, på hospitaler under indlæggelse, og følge dem til f. eks. tandlægen.

-Der har været stor interesse for opslaget. Det overrasker mig faktisk positivt, siger Bente Benderska, forbundssekretær i Fængselsforbundet.

De nye transportbetjente bliver udstyret med håndjern, peberspray og en stav, men ikke skydevåben. Derfor er det heller ikke alle fanger, transportbetjentene får lov til at køre rundt. Særligt farlige fanger med blandt andet psykiatriske diagnoser skal stadig transporteres af bevæbnet politi.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen