23-03-2020

It-kriminelle udnytter Corona-situationen

Mens de fleste arbejder hjemmefra i disse tider og er særligt opmærksomme på udmeldinger fra regeringen og de offentlige myndigheder, ser vi desværre, at IT-kriminelle udnytter situationen, siger Det Kriminalpræventive Råd (DKR).

DKR opfordrer derfor til at være forsigtig og tænke sig om en ekstra gang, hvis man modtager en e-mail eller en sms, der handler om coronavirus.

For tiden er der bl.a. falske mails fra myndighederne i omløb – fx fra Sundhedsstyrelsen med besked om, at du skal læse Digital Post. I mailen er der et link til en hjemmeside, hvor man skal logge ind med dine NemID-oplysninger. E-mailen er svindel. DKR oplever også, at svindlere ringer og udgiver sig for at være fra Sundhedsstyrelsen.

Pas godt på dig selv og dine personlige oplysninger.

Gode råd:

Udlevér aldrig dine NemID-oplysninger eller adgangskoder til andre

Ingen offentlige myndigheder eller private virksomheder så som banker eller forsikringsselskaber vil bede dig om at oplyse personlige kodeord eller NemID nøgler.

Vær varsom med at klikke på links i e-mails og sms’er

Svindlerne er gode til at få mails og sms’er til at se troværdige ud. Holder du musen over et link i en mail, kan du se hvor linket reelt vil lede dig hen, inden du klikker. Er du i tvivl, kan du gå via afsenderens officielle hjemmeside i stedet for at klikke på linket.

Tjek afsenderen grundigt, hvis du modtager en uopfordret e-mail eller sms.

Det er vigtigt at være sikker på, hvem afsenderen af en mail eller sms er, inden du besvarer henvendelsen. Du kan med en hurtig søgning på nettet tjekke mailadressen eller telefonnummeret og se, om oplysningerne stemmer. Du kan også kontakte virksomheden eller myndigheden via den officielle hjemmeside eller telefonnummer og få bekræftet, at de står bag henvendelsen.

Du kan finde flere gode råd og vejledning til, hvad du skal gøre på sikkerdigital.dk og via appen Mit digitale selvforsvar.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen