09-02-2019

Indbrudstyve elsker selfies fra vinterferien

De gammeldags postkort er til en stor del blevet afløst af selfies på de sociale medier - ikke så smart, mener politiet.

Vent med at lægge feriebilleder på sociale medier, til du er hjemme igen, tilråder politiet.

Ingen vinterferie uden selfies, der bliver lagt på de sociale medier.

Hvad enten turen går til en eksotisk badestrand eller til en fjeldtop med masser af sne, er mobiltelefonen en fast følgesvend.

Og selvom selfies har erstattet de gamle postkort - og udløser likes og kommentarer fra familie og venner – er det en god idé at vente med at offentliggøre feriebillederne, til man er hjemme igen.

- Et foto på Facebook, mens ferien står på, er det samme som at fortælle indbrudstyven, at din bolig er alene hjemme. Lad derfor være med at fortælle om ferieplanerne på Facebook, lægge et foto af den eksotiske frokost på Instragram eller at fortælle på Linkedin, at du snart tager væk fra kolleger og forretningsforbindelser. Vent med at dele ferieminderne, til du er kommet hjem igen, opfordrer vicepolitiinspektør Chr. Østergård, der leder Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Fire gode råd inden du pakker kufferten

Han peger i tilgift på fire gode og hurtige råd til borgerne, der kan gøre deres bolig mere sikker, hvis de er væk i vinterferien.

Er din stue et udstillingsvindue?

Er det nemt for en tyv at spotte, om det kan betale sig at begå indbrud i dit hjem?

Har du en iPad liggende på sofabordet eller andre værdifulde genstande liggende fremme i stuen, frister du svage sjæle.

Kig på din stue udefra og se det samme, som tyven ser. Gør det til en vane at gemme værdierne væk, når du tager hjemmefra.

Er der mon nogen hjemme?

Lidt opvask i køkkenet, vasketøj på snoren, legetøj i haven samt en kaffekop og en opslået avis på stuebordet. En række små ting gør, at dit hus ser beboet ud, mens du er væk på ferie – og kan gøre, at tyven fravælger dit hjem.

Hvor kigger tyven efter værdierne?

Rigtig mange borgere opbevarer smykkerne i soveværelset og på badeværelset. Det ved tyven, hvis han kommer på besøg. Vær derfor kreativ og find alternative gemmesteder til værdierne.

Hjælp ikke tyven med at bryde ind

Alle handymænd med respekt for sig selv har værktøj og andre redskaber derhjemme.

Men husk at låse redskabsskuret eller garagen af, så tingene ikke ender i hånden på en tyv, der bruger en skruetrækker eller en spade til at brække din terrassedør eller dit vindue op med – mere avanceret værktøj skal der ikke til.

Husk også at låse stiger og andre redskaber inde.

Og er du hjemme i vinterferien? Så vær en god nabo

Gode naboer tilbyder at sørge for, at tomme boliger ser beboede ud i ferieperioden.

Detaljer som en bil i garagen og en tømt postkasse kan overbevise tyven om, at der nok er nogen hjemme – og dermed mindsker man risikoen for indbrud.

På samme måde er det en god idé at sige ’hej’ til borgere i kvarteret, du ikke kender – og spørge, om de har brug for hjælp. For tyvens største frygt er at blive genkendt.

Alt i alt forhindrer aktive nabohjælpere op imod hvert femte indbrud, fordi tyven vælger området fra.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen