27-06-2022

Flyvende ambulancer er bedre for soldaterne

Forsvarets ambulance lastes på transportflyet Hercules C-130J. Foto: Forsvaret

Forsvarets Intensive Care Air Transportation Team sikrer, at skadede, syge og sårede soldater, der bliver skadet i tjenesten, kan komme sikkert hjem til Danmark. I sidste uge rykkede evakueringsteamet ud igen, meddeler Forsvarets Sanitetskommando og Air Transport Wing.

- Det er egentlig et påfund med omkring 30 år på bagen, men det virker stadig.

Sådan starter ledende overlæge Kasper Winther, da han skal beskrive, hvordan Forsvaret evakuerer personel, som det skete i sidste uge. Her satte Forsvarets flyvende ambulance kurs mod Færøerne for at evakuere en soldat, der var blevet skadet under tjeneste.

Klokken var 09.00 mandag morgen, da en af Flyvevåbnets ambulancer rullede ombord på en Hercules C130J hos Air Transport Wing i Aalborg. Ambulancen var bemandet af to flight medics, en anæstesisygeplejerske og en anæstesilæge. Et såkaldt Medical Crew.

- Vores tre ambulancer indeholder udstyr og medicin, man normalt kun finder på en regulær intensiv- eller operationsstue på sygehuset. I kombination med vores personel af reserven, der til dagligt arbejder i det civile sundhedsvæsen, kan vi løse stort set alle slags evakueringer – til lands og i luften, fortæller Kasper Winther.

Luftevakuering i Forsvaret udføres af ICATT, der står for Intensive Care Air Transportation Team. Medical Crew bemandes af ambulancereddere, sygeplejersker og læger, der er tilknyttet ICATT-reserve. De melder sig frivilligt, når en soldat er syg eller såret og skal luftevakueres hjem til Danmark.

- Vores Medical Crew kan evakuere patienter på forskellige platforme – for eksempel i flyene Challenger CL-604 eller Hercules C130J – enten i patientmodul, ambulance eller direkte i lastrummet. Platformen vælges ud fra patientens behov og operative hensyn, siger Kasper Winther.

Sidste uges luftevakuering blev løst med en ambulance i lastrummet på transportflyet Hercules C130J. Ambulancen var bemandet af to flight medics, en anæstesisygeplejerske og en anæstesilæge.

- Under en normal luftevakuering udsættes patientens krop for mange typer stress - for eksempel lavt tryk, nedsat ilttilbud, vibrationer og støj. Dette kan forværre patientens tilstand betydeligt. Ved at placere patienten inde i en ambulance under flyvningen, nedsættes vibrationer og støj, der kan nemt gives ilttilskud og arbejdsforholdene er bedre end i lastrummet, fortæller Kasper Winther og fortsætter:

- Hertil kommer at vi undgår omladninger af patienten og skiftende sundhedsfaglige behandlere, idet vi selv står for ambulancetransporten til og fra flyet. Det giver en sammenhængende behandlingskæde og er meget bedre for patienten.

Der er plads til to ambulancer i lastrummet på en Hercules C130J, og lastning og fastsurring tager ikke mange minutter.

Det var dog også udfordringer i forbindelse med missionen i sidste uge.

- Luftevakueringen var faktisk blevet udskudt flere gange, blandt andet pga. dårlige vejr forhold på Færøerne, men da vi endelig kom af sted gik missionen glat, og patienten er nu hjemme i god behold. Selvom vi også støtter med at arrangere civile luftevakueringer, så er det nu mest tilfredsstillende, når vi selv kan hente en kollega, der er blevet syg eller såret i tjenesten, slutter Kasper Winther.

  • Siden 1992 har forsvarets luftevakueringsenhed evakueret cirka 450 patienter.
  • Intensive Care Air Transportation Team, ICATT, udfører aktuelt 2-4 missioner per år og rådgiver desuden i forbindelse med civile evakueringer af soldater
  • Der er 5 fastansatte i ICATT og tilknyttet cirka 40 ambulancereddere, sygeplejersker og læger ved reserven
  • ICATT er hjemhørende på Air Transport Wing i Aalborg og har et beredskab på 48 timer.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk