Sidste del af træningen for både de ukrainske soldater og deres danske instruktører er nu overstået. Skarpskydningsøvelserne blev afsluttet med meget motiverede ukrainske soldater. Det var en mærkbar forandring for hele holdet - både ukrainere og danskere, oplyser Forsvarskommandoen.
Transformationen fra at øve med løs ammunition til at geværet bliver et redskab, der eliminerer truslen foran soldaten, er gået rigtig godt, og uddannelsen er kommet så langt, som det kan lade sig gøre på tiden til rådighed.
Der var stærke energier og store følelser i lejren på den sidste dag for uddannelsen. Det danske bidrag og samarbejdspartnere havde arrangeret parade for ukrainerne. Her var der tale, diplomoverrækkelse og der blev uddelt hæderstegn til de ukrainere, der havde udmærket sig ekstraordinært i forskellige kategorier som eksempelvis skydeuddannelse og færdigheder i felten.
Støtte til Ukraine
Efter Ruslands invasion af Ukraine har Danmark i tæt samarbejde med allierede og samarbejdspartnere taget et stort ansvar for at støtte Ukraine.
Som en del af den samlede støtte bidrager Danmark med danske soldater og instruktører til et britisk-ledet træningsprojekt, som gennemføres i Storbritannien. Her bliver ukrainske rekrutter uddannet i grundlæggende soldaterfærdigheder.
Danmark støtter ligeledes uddannelsen af ukrainske kampvognsbesætninger. Denne uddannelse foregår i Tyskland.