09-06-2024

En festdag for dansk kvanteteknologi

Foto: IT-Branchen

Den første "Quantum Industry Day" i Danmark fandt med stor succes sted Grundlovsdag på DTU Skylab i Lyngby.

30 virksomheder, startups og potentielle universitets-spinouts var på DTU Skylab med til at fremvise et hastig voksende økosystem inden for kvanteteknologi.

Og med et fuldt program for dagen med talere, paneldebatter og pitchsessioner var der noget for alle deltagere. Både dem der allerede arbejder inden for feltet, men også for de mange, der nysgerrige på det store potentiale inden for kvanteteknologi.

- Jeg er helt overvældet over, at vi kunne samle over 400 deltagere, 30 udstillere og erhvervsminister Morten Bødskov til den første Quantum Industry Day på DTU Skylab. Det er fantastisk at se, hvordan økosystemet omkring kvanteteknologi er vokset eksponentielt, siden vi først begyndte at tale om de mere kommercielle udnyttelser af kvanteteknologi i erhvervslivet for blot nogle få år siden, siger Natasha Friis Saxberg, viceformand for Danish Quantum Community og adm. direktør i IT-Branchen.

Kvanteteknologi er fremtiden

Erhvervsminister, Morten Bødskov, deltog også på dagen og sagde i sin tale, at kvanteteknologi er fremtiden – en fremtid, som vi skal gribe i dag.

Ambitionen med en Quantum Industry Day er ifølge arrangørerne at fremvise alt dét, som Danmark har at byde på. Og det er ikke så lidt. Med arven fra Niels Bohr har Danmark et solidt forskningsfundament inden for kvanteteknologi, som mange misunder os.

Og med flere nye og spirende startups inden for både software og hardware og et kapitalmarked, der har fået øjnene op for kvanteverdenen, så er er den største udfordring pt. at få endnu flere i erhvervslivet og industrien til at eksperimentere, være nysgerrige på og teste alle de mange muligheder, som kvanteteknologi kan tilbyde inden for lige netop deres virksomhed og branche.

For regnekraften med kvanteteknologi er ikke til at tage fejl af. Den vil revolutionere brancher og åbne op for helt nye muligheder, som vi ikke kan forestille os i dag.

Quantum Industry Day 2024 blev arrangeret i fællesskab af Danish Quantum Community, Erhvervsministeriet og Erhvervsstyrelsen med støtte fra DTU – Danmarks Tekniske Universitet og Novo Nordisk Fonden. Det forventes, at der bliver arrangeret en lignende event i 2025.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk