12-08-2020

Domstolene: Husk at styrke hele straffesagskæden

Regeringen har besluttet at bruge syv millioner kroner på at ansætte flere dommere i 2020 for at lette presset på landets domstole. Det er glædeligt, mener Pia Brostrøm, formand for Domstolenes Tjenestemandsforening. Hun opfordrer dog regeringen til at huske at styrke hele straffesagskæden. Ellers risikerer man bare at skabe nye flaskehalse, og at blandt andre kontortjenestemændene ved domstolene skal løbe endnu stærkere.

Regeringen har besluttet, at man nu vil bruge syv millioner kroner på at lette presset på domstolene. Det skal blandt andet ske ved, at der i år konstitueres nye dommere til byretterne og landsretterne.

Pia Brostrøm, der er formand for Domstolenes Tjenestemandsforening, og hvis medlemmer er organiseret under Politiforbundet, er glad for den hjælpende hånd til landets domstole.

Men på vegne af sine medlemmer – kontortjenestemændene – kan hun være bekymret for, at det kommer til at betyde, at de skal løbe endnu stærkere end i dag, fordi der bliver flere dommere, der skal understøttes administrativt, og flere sager der skal forberedes.

Pia Brostrøm repræsenterer også det sikkerhedspersonale, der er til stede i flere af landets retter, fordi de er ansat på kontorpersonalets overenskomst. Hun forudser, at også denne personalegruppe vil få ekstra travlt, fordi flere dommere vil være lig med en større sagsgennemstrømning og dermed flere personer, der skal møde op til retsmøder.

- Det er rigtigt gode tegn, at man fra regeringens side begynder at afsætte flere midler til vores område, men det bør gælde hele vejen rundt i straffesagskæden, da man ellers bare flytter rundt på ”bunkerne” og skaber nye flaskehalse, advarer Pia Brostrøm.

Kilde: Politiforbundet



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen