21-08-2019

De unge er bekymrede for at deres forældre bliver snydt online – men vil ikke hjælpe dem

Næsten en tredjedel (30%) af de unge undgår helt at købe teknologigaver til ældre familiemedlemmer, fordi de ved, at de senere vil stå med ansvaret for at få det til at virke og sætte det rigtigt op. Foto: Pixabay

En ny undersøgelse fra Kaspersky viser, at unge er trætte af at hjælpe deres ældre familiemedlemmer med teknologi.

I takt med at nye teknologier har ændret vores liv, er der opstået en kultur, hvor ældre generationer søger hjælp hos de yngre, når de ikke kan finde ud af at bruge den nye teknologi. Det kan være kilde til frustration og splid i familien. En ny undersøgelse fra Kaspersky viser, at en fjerdedel (25%) af de unge helt undgår familiemedlemmer, som, de tror, vil bede om teknisk assistance.

Unge bliver mødt med spørgsmål som ’kan du ikke lige … reparere min telefon’ eller ’kan du ikke lige … ordne fjernsynet’ af ældre familiemedlemmer. Det har ført til, at én ud af syv af de unge frygter, at deres forældre bliver udsat for svindel online, mens over halvdelen (55%) føler sig forpligtede til at stå til rådighed, når de ældre slægtninges behov for it-support melder sig.

”Selvom ældre har ambitioner om at beskytte sig selv på nettet, er det tydeligt, at de mangler den nødvendige viden om internettet til det. De mange tilfælde af svindel og cyberangreb, man kan læse om i medierne, er med til at skabe frygt, hvilket får de ældre til at søge hjælp hos yngre familiemedlemmer, som de kender og stoler på. Selvom mange unge er frustrerede over de konstante anmodninger om hjælp, føler lige så mange, at de er forpligtet til at blive ved med at yde it-support til deres familiemedlemmer,” siger Thomas Damsgaard, Head of Enterprise, Kaspersky i Norden.

De unge har hverken tid eller overskud til konstant at være personlige it-supportere, hvilket påvirker familieforhold og gavevaner mellem generationerne. Næsten en tredjedel (30%) af de unge undgår helt at købe teknologigaver til ældre familiemedlemmer, fordi de ved, at de senere vil stå med ansvaret for at få det til at virke og sætte det rigtigt op.

“Med den voldsomme stigning af teknologi i vores biler, på vores kontorer og i vores sociale liv er alle generationer hele tiden nødt til at lære, hvordan man kan få værdi ud af de nye teknologier. Når man er gået ind i anden halvdel af livet, kan ændringerne virke overvældende og skabe grobund for frygten for at blive snydt eller angrebet – og det er ofte de unge, der kommer for at redde dem”, tilføjer Kathleen Saxton, psykoterapeut.

Kasperkys fulde rapport samt gode råd til unge og ældre kan ses her.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen