11-10-2022

Dansk træning af ukrainske rekrutter er begyndt

De ukrainske rekrutter bliver modtaget af det danske træningshold i England. Foto: Simon / Forsvaret.

I England har 65 danske soldater i denne uge begyndt træningen af et nyt hold ukrainske rekrutter i et britisk ledet træningsprojekt i Storbritannien. Det er en del af Danmarks udvidede støtte til Ukraine, oplyser Forsvarskommandoen.

I to uger har 65 danske instruktører og soldater forberedt sig på at modtage de ukrainske rekrutter. I den forgangne weekend blev det så virkelighed, da omkring 200 ukrainske kommende soldater ankom til kasernen i Storbritannien.

I løbet af de næste uger skal danskerne uddanne ukrainerne i grundlæggende soldaterfærdigheder. Det betyder alt fra førstehjælp og våbenhåndtering til undervisning i krigens love.

- Det er en stor og spændende opgave, som det danske hold instruktører og soldater står overfor. Men vi har forberedt os godt herovre og alle folk er klar på opgaven. Det er en vigtig opgave at få uddannet ukrainerne godt, siger major Franz Stærk, der chef for det danske hold.

Det er som en del af den samlede støtte, at Danmark bidrager med 65 danske soldater til et britisk-ledet træningsprojekt, som gennemføres i Storbritannien i løbet af efteråret 2022, hvor ukrainske rekrutter bliver uddannet i helt grundlæggende soldaterfærdigheder.

Fælles vestlig støtte til Ukraine

Træningsopgaverne er et vigtigt element i de vestlige landes støtte til Ukraine, og det er opgaver, som de danske soldater kan udføre. Forsvaret har mange års erfaring i at samarbejde med det ukrainske forsvar - blandt andet gennem Freds- og Stabiliseringsfonden, hvor Forsvaret har ydet støtte med blandt andet rådgivning, uddannelse og træning af ukrainske soldater.

- Vores uddannelse af de ukrainske soldater viser, at de vestlige lande står sammen i støtten til Ukraine. Sammen med vores allierede har vi taget et stort ansvar for at støtte Ukraine siden Ruslands invasion i februar, siger generalmajor Michael Hyldgaard, der er chef for operationsstaben i Forsvarskommandoen.

Danmark har støttet træningsaktiviteter i Ukraine siden 2015 under den britisk-ledte Operation Orbital, hvor formålet var at træne ukrainske soldater i grundlæggende militære færdigheder og operationsplanlægning. Dertil kom også en håndfuld udsendte rådgivere, som var placeret forskellige steder på henholdsvis strategisk, operativt og taktisk niveau. De sidste støttede med blandt andet reformering og uddannelsesudvikling i det ukrainske forsvar, oplyser Forsvarskommandoen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk