28-07-2020

Danmark er fortsat verdensmester i offentlig digitalisering

- I Danmark er det en samlet offentlig sektor, der de sidste 20 år har arbejdet for at skabe den fælles digitale infrastruktur, vi er internationalt anerkendte for i dag. Jeg er meget stolt af, at vi i fællesskab er nået så langt. siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

FN har netop offentliggjort E-Government Survey 2020, og Danmark ligger for anden gang i træk på en flot første plads. I 2018 rykkede Danmark fra en tidligere 9. plads til første pladsen.

Målingen omfatter 193 lande og rangerer verdens lande efter, hvor langt fremme de er med offentlig digitalisering.

FN-rapporten roser Danmark for at have valgt en helhedsorienteret tilgang til offentlig digitalisering, hvor borgeren er i centrum, og hvor der samtidig er stort fokus på at få alle med. Danmark fremhæves også for det mangeårige samarbejde med de tværoffentlige digitaliseringsstrategier, hvor stat, kommuner og regioner i fællesskab igangsætter tværgående initiativer, og sætter mål for den tværgående offentlige digitalisering. Central digital infrastruktur som NemID, Borger.dk og Digital Post er resultater af dette samarbejde.

Danmark bliver samtidig fremhævet for at have igangsat en digital transformation, hvor der eksperimenteres med at udvikle digitale teknologier og digitale offentlige løsninger i et samarbejde med den private sektor og danske tech-SMV’er. FN fremhæver desuden investeringsfonden, som frem mod 2022 finansierer en række signaturprojekter om kunstig intelligens i kommuner og regioner. Projekterne skal sikre erfaringer med kunstig intelligens med henblik på at løfte kvaliteten og kapaciteten i fremtidens offentlige sektor

- Flere lande, som fx Estland, Finland og Sydkorea haler ind på Danmark, når det kommer til udbuddet af offentlige digitale services. Derfor har vi også et tæt internationalt samarbejde, hvor der kan hentes inspiration og erfaringsudveksling. De seneste år har særligt dagsordner om cybersikkerhed, deling af data og digital inklusion fyldt meget, siger Rikke Hougaard Zeberg, direktør i Digitaliseringsstyrelsen.

- Det er helt fantastisk, at Danmark igen er kåret til verdens bedste til offentlig digitalisering. Det viser, at det offentlige Danmark går i den rigtige retning i bestræbelserne på at bruge de digitale værktøjer til at levere bedre service til både borgere og virksomheder. FN fremhæver bl.a. vores evne til at samarbejde på tværs af stat, regioner og kommuner om de offentlige digitale løsninger. Det er helt unikt for Danmark, og er med til at bringe os helt til tops i målingen.

- Covid-19-pandemien har samtidig vist, at vitale dele af samfundet kan fortsætte digitalt under en krise. I Danmark har vi en sammenhængende digital infrastruktur og en lang række digitale løsninger, som gør, at undervisning, lægebesøg, kommunal sagsbehandling og andre offentlige services i vid udstrækning kunne fortsætte på trods af samfundets nedlukning. I Danmark er det en samlet offentlig sektor, der de sidste 20 år har arbejdet for at skabe den fælles digitale infrastruktur, vi er internationalt anerkendte for i dag. Jeg er meget stolt af, at vi i fællesskab er nået så langt, siger Rikke Hougaard Zeberg.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen