10-12-2021

Brand skal være en designparameter fra starten

DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut) arbejder på at løse markedets udfordringer med biobaserede byggevarer til en overskuelig pris. Men det kan kun lykkes, hvis arkitekter, bygherrer og producenter gør brand til et designparameter fra start, påpeger Christian Fundby Schou, der er leder af produktdesign hos DBI.

- Den helt store udfordring i branchen er, at man for sent i byggeprocessen – nemlig i detailprojekteringen eller i byggefasen – opdager, at de produkter, man ønsker at anvende, ikke lever op til ydeevnekravene. Det bliver en stopklods for de biobaserede ambitioner. Vi oplever, at der projekteres med løsninger, som simpelthen ikke er dokumenteret i de rette sammensætninger, hvor de afspejler den endelige anvendelse, siger Christian Fundby Schou og fortsætter:

- Ved at bruge brand som designparameter og anvende en funktionsbaseret tilgang til BR18 er der mulighed for at bygge langt uden for de præaccepterede løsninger. Man bør dog søge den nødvendige viden i god tid og indstille sig på, at biobaserede byggevarer typisk ikke har dokumenterede brandegenskaber, hvilket forudsætter, at byggeriet placeres i brandklasse 3 eller 4. Det kan blive dyrt, hvis man pludselig opdager det sent i byggeprocessen, fastslår Christian Fundby Schou.

Dokumentation uden stress
Ved man det tidligt, tilbyder DBI typisk screeningstest af produkterne for at få et overblik over materialets egenskaber. Dermed kan man vurdere, om man f.eks. kan forvente en klassificering af produktet, eller om man kan få funktionsbaseret dokumentation ved hjælp af de nye værktøjer og metoder, f.eks. mini-SBI-test, nedskaleret facadetest eller måske en reduceret ovn til brandmodstandsevne.

- Når brand er tænkt med fra start, opdager man tidligt, hvis man ikke kan blive i brandklasse 2. Den viden giver mulighed for at få styr på den nødvendige dokumentation, så en brandrådgiver i brandklasse 3 eller 4 kan involveres i processen og via test og data kan blive tryg ved de løsninger, man anvender, forklarer Christian Fundby Schou.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk