02-12-2020

Beredskabsstyrelsen støtter i Sudan

Konflikten i Etiopien har blandt andet medført en stor flygtningestrøm til nabolandet Sudan. FN har derfor anmodet om international støtte til oprettelse af nødhjælpslejre i området. Beredskabsstyrelsen støtter med personel og materiel.

Den væbnede konflikt i den etiopiske delstat Tigray har igangsat flygtningestrømme til blandt andet Sudan. FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, har i den forbindelse anmodet om akut assistance til opstilling af tre nødhjælpslejre i området. Som en del af Danmarks samlede bidrag sender Beredskabsstyrelsen personel og materiel til Sudan.

Beredskabsstyrelsens bidrag består af mandskab samt et lejr- og logistikmodul i form af en såkaldt Medium Basecamp. Modulet skal skabe rammerne for, at personale fra nødhjælpsorganisationer kan udføre deres arbejde effektivt, uden at det belaster landets egne ressourcer. En Medium Basecamp består af telte, der både kan nedkøles og opvarmes, og indeholder også et køkken samt simple sanitetsfaciliteter. Nødhjælpsarbejdet kan på den måde foregå sikkert, rent og effektivt.

Udover Medium Basecamp udsender Beredskabsstyrelsen en teamleder og to lejrteknikere til opstilling og drift af faciliteterne. Personel og materiel udsendes, så snart omstændighederne tillader det.

Beredskabsstyrelsens bidrag leveres som en del af en større fælles indsats i samarbejde med styrelsens søsterorganisationer fra Norge, Sverige, Estland og Luxembourg i regi af International Humanitarian Partnership (IHP).

Udenrigsministeriet finansierer en række humanitære indsatser i forbindelse med konflikten i Etiopien, og Beredskabsstyrelsens udsendelse er en del af dette bidrag.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk