20-03-2020

Beredskabsstyrelsen er flere steder ved at opsætte telte i tilknytning til sygehuse

Beredskabsstyrelsen opstiller telte ved en række sygehuse rundt i landet til støtte for regionernes indsats mod coronavirus/covid-19. I øjeblikket er mandskab fra styrelsen særligt i gang ved hospitalerne i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster.

Teltene, der er forsynet med lys og varme, kan bl.a. bruges til at visitere personer, der er henvist fra egen læge og til at adskille patienter, der er smittet med covid-19, fra patienter, der er indlagt af andre årsager. Når teltene er opsat bidrager Beredskabsstyrelsen derefter med logistisk personale, der bemander teltene i døgndrift og tager sig af de praktiske forhold, så det sundhedsfaglige personale kan koncentrere sig om patienterne.

Opsætning af teltene er sammen med en række andre opgaver i forbindelse med støtte til sygehuse en del af Beredskabsstyrelsens samlede bidrag til de øvrige myndigheders håndtering af indsatsen mod coronavirus/covid-19, der indtil videre bl.a. også består i deltagelse i en lang række koordinerende krisestabe på nationalt og lokalt niveau samt bemanding af og uddannelse af personale til myndighedernes corona-hotline (7020 0233).


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen