14-06-2021

Beredskabet yder støtte til internationale sundhedskriser

Danmark donerer i den kommende tid udstyr til en række lande, der er ramt af sundhedskriser som en konsekvens af covid-19. Beredskabsstyrelsen yder logistik- og transportstøtte til indsatsen.

Udenrigsministeriet, Sundhedsministeriet og Forsvarsministeriet har i regi af den tværministerielle taskforce for koordinering af civile bidrag til internationale sundhedskriser besluttet at yde støtte til Nepal, Irak, Nordmakedonien, Serbien og Montenegro. Landene er hårdt ramt af coronavirus og har derfor anmodet EU om hjælp i form af blandt andet værnemidler, respiratorer og andet medicinsk udstyr.

Beredskabsstyrelsen står for logistik- og transportopgaver i forbindelse med donationen. Det betyder, at Beredskabsstyrelsen skal koordinere transporten og klargøre udstyret inden afgang til de enkelte lande. De samlede donationer fylder omkring 200 paller, vejer 120 tons i alt og er dermed en historisk stor transportopgave for Beredskabsstyrelsen. Selve transporten bliver udført af en ekstern leverandør.

Nepal og Serbien bliver de første lande, der modtager donationer. Det forventes, at disse bliver leveret i løbet af næste uge.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk