03-12-2015

Protect lancerer API til kontrolcentralers overvågning og fjernbetjening af tågekanoner

Med Protect’s mulighed for API kan kontrolcentralerne nu integrere tågesikringsinstallationer i deres egen overvågningssoftware.

Med Protect’s mulighed for API kan kontrolcentralerne nu integrere tågesikringsinstallationer i deres egen overvågningssoftware.

De store kontrolcentraler kan nu integrere Protect’s tågekanoner i deres fjernovervågning og endda affyre tågekanonerne i en skarp situation.

Tågesikringsproducenten Protect har netop præsenteret muligheden for API – Application Programming Interface – så tågesikringsinstallationer dermed kan integreres med kontrolcentralernes tredjepartssystemer som fx Milestone, Mastermind, Bold, Interview, ESI og Patriot.

Med API integreres Protect's tågekanoner, så man i kontrolcentralens overvågningssystem let og hurtigt kan få detaljeret status på hver enkelt tågekanon ude hos deres kunder. På den måde skal tågekanonerne kun tilses fysisk af en tekniker, når der er behov for det – og han ved forinden, hvad han skal medbringe og behøver derfor kun køre en enkelt gang.

"API leveres som et avanceret stykke software, som kontrolcentralen selv konfigurerer, sådan at kunden er sikker på, at den udelukkende indeholder deres egen software og taler sammen med hele deres set up," forklarer adm. dir. Poul Dalsgaard, Protect.

Det betyder, at kontrolcentralen i sit eget system fx kan samle overvågningen med sikkerhedskameraer og med lyd, tale til eventuelle indbrudstyve og efter behov fyre tågekanonerne af, hvis det er nødvendigt. Samtidig kan kontrolcentralen overvåge tågekanonens hardware og holde kontrol med, om tågevæsken skal suppleres.

Protect eksporterer i dag over 90 % af sin produktion til flere end 50 lande. I Danmark er Protect absolut markedsleder, hvor man sælger tågekanonerne igennem et landsdækkende net af professionelle alarminstallatører. Og netop den store internationale kundeskare er med til at give de danske kunder og alarminstallatører nye, internationale løsninger.

"De første år solgte vi tågesikringsløsninger, der var udviklet til det danske marked. Men i takt med at vores eksport og vores net af lokale distributører rundt om i verden er ekspanderet, får vi også sikringsønsker og -krav fra hele verden. Det betyder, at vi kan være på forkant med en udvikling, vi endnu ikke har set i Danmark," forklarer Poul Dalsgaard og fortsætter:

"API er et eksempel på en ny nicheløsning, som er blevet ønsket på flere af vores eksportmarkeder, og som vores danske ingeniører derefter har udviklet. Og selv om det kun er en mindre del af vores kunder i Danmark, der har et setup, der vil kunne udnytte API, kan de alligevel drage fordel af løsningen, når vi har fået de første løsninger implementeret ude i verden."


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen