04-01-2013

Nye røgdetektorer kommunikerer trådløst

Nem montering, flot design og gennemtænkt funktionalitet med fokus på meget høj sikkerhed. Det er nøgleordene for den nye serie af røgdetektorer, som Schneider Electric nu lancerer under navnet Argus. Serien kan kommunikere trådløst med andre detektorer, så de udløses samtidig. Det øger sikkerheden, da alle i bygningen bliver advaret ved røgudvikling.
Antallet af ofre for dødsbrande er ikke faldet de sidste 25 år i Danmark. Røgalarmer er et vigtigt redskab i bestræbelserne på at knække kurven, og nu lancerer Schneider Electric Argus, der er en ny serie af moderne røgdetektorer til private boliger og boligforeninger. De nye røgdetektorer er flot designede, nemme at sætte op og med trådløs kommunikation, der øger chancen for, at alle når ud i tide.

Serien omfatter fire forskellige detektorer, der fungerer ved optisk detektion af røg: To varianter med batteri og to med fast 230V strømforsyning. Til strømforsyning med batteri byder Argus-programmet på varianterne Argus Basic Longlife med lithium-batteri med en levetid på helt op til ti år, samt Argus Connect.

Med Argus Connect kan flere røgdetektorer kommunikere trådløst med hinanden, så alle detektorer giver alarm, når blot en af enhederne registrerer røg. Det gør det nemt for alle beboere at høre alarmen med det samme, også selv om beboerne eksempelvis sover i et rum langt fra det sted, hvor der registreres røg.

Argus røgdetektorer findes også til fast strømforsyning med 230V, med indbygget batteri-backup: Argus 230V med mulighed for fortrådet kommunikation, samt Argus Connect 230V, der både har mulighed for trådløs og fortrådet kommunikation mellem flere enheder.

Detektorerne med kommunikationsmuligheder kan uden problemer bruges i samme installation. Det gør det nemt at sikre detektion overalt, selv i meget store boliger med flere etager, hvor betongulve eksempelvis kan forhindre trådløs kommunikation mellem røgdetektorerne på de forskellige etager.

De nye Argus røgdetektorer er i udført i et elegant, fladt design i hvid med beskyttelsesgitter i aluminium. Samtlige enheder er testet manuelt i røgkammer, inden de forlader Schneider Electrics fabrik.

Tilbehørsprogrammet omfatter et systemrelæ, som fx gør det muligt at tænde alt lys i boligen i tilfælde af røgalarm eller at integrere eksterne alarmenheder med Argus. Desuden tilbyder Schneider Electric en plastic-pin til forsegling af røgdetektoren, så det er nemt at se, om den har været skruet ud af sin monteringsplade.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen