07-06-2013

Ny styringsenhed giver nemmere montering og trådløs kontrol af tågekanoner

Protect IntelliBox

Protect IntelliBox

Den danske tågesikringsproducent Protect har netop lanceret styringsenheden Protect IntelliBox, der gør det endnu nemmere at montere, servicere og betjene op til 16 tågekanoner i en enkelt installation.
Mange installationer i virksomheder består af flere tågekanoner, der ofte er monteret steder, hvor det også for alarminstallatøren er svært at komme til. Derfor har Protect udviklet en lille, trådløs betjeningsenhed, der kan gøres til det centrale element i en større eller mindre tåge-installation. Den centrale enhed letter monteringsarbejdet og senere serviceringen af anlægget, der kun får en enkelt brugerflade til alarmsystemet.

- I meget store bygninger monteres tågekanonerne måske højt oppe under et loft og med stor afstand mellem enhederne. Det giver en del arbejde ved installationen af sikringen, ligesom den nødvendige servicering tager lang tid, når hver enkelt tågekanon skal tjekkes. Protect IntelliBox er udviklet for at gøre det nemt at overvåge og servicere anlægget centralt, forklarer Poul Dalsgaard, adm. dir. for Protect.

I en traditionel tågesikringsinstallation skal hver enkelt tågekanon forbindes med alarmsystemet. Det giver mange meter kabel, der skal trækkes. Og dermed mange arbejdstimer. På samme måde skal hver enkelt tågekanon besøges af alarmteknikeren, når et traditionelt anlæg skal serviceres eller en fejlmelding skal tjekkes.

Men en Protect IntelliBox kan krypteret styre op til 16 tågekanoner. De 16 enheder kan være opdelt i op til tre forskellige zoner. Alt efter sikkerhedsklasse kan IntelliBox’en og tågekanonerne forbindes kablet eller via trådløs kommunikation. Vælges en kablet løsning, bliver tågekanonerne og IntelliBox’en forbundet med en to-trådet kommunikationslinje.

Forbindes tågekanonerne trådløst, skal IntelliBox’en forsynes med et IntelliWirelessCard, mens tågekanonerne skal forsynes med et IntelliBusCard samt et IntelliWirelessCard til at modtage og sende informationer. Kablet og trådløs opsætning til samme IntelliBox kan benyttes i kombination i samme installation.

Ligegyldigt om valget er kablet eller trådløs installation kobles anlæggets tågekanoner og IntelliBox’en ganske enkelt som ”plug and play” – ved et enkelt tryk på en knap i tågekanonen.

Fra Protect IntelliBox overføres oplysningerne til alarmteknikerens pc med softwaren IntelliSuite, så alle informationer kan overvåges. Hele anlæggets og hver enkelt tågekanons status kan læses på displayet på IntelliBox’en. Mens teknikeren med egen kode yderligere kan hente en række relevante oplysninger. Det giver sikkerhed og tryghed for kunden.

Fra Protect IntelliBox kan man panik-affyre en enkelt eller flere af tågekanonerne for eksempel ved røverisk overfald. Og man kan endda koble den med bygningens brandalarm.

- Vi har nu kørt en testfase over fem måneder med meget fine resultater. Resultatet er, at IntelliBox’en giver besparelser ved installationen og meget nemmere betjening. Herudover vil mange sætte pris på, at de slipper for de traditionelle kabler blandt andet i private hjem, siger Poul Dalsgaard.




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen