13-03-2013

Bosch lancerer ny kameraserie med stor lysfølsomhed

Nu lancerer Bosch Security Systems Starlight HD – en helt ny serie sikkerhedskameraer med ekstrem lysfølsomhed og en iflg. producenten banebrydende billedbehandlingsteknik. Kameraerne kan gengive farvebilleder helt ned til 0,017 lux, samtidig med at båndbreddeforbruget er meget lavt.
De højopløselige kameraer i Starlight HD-serien tilbydes både som box- og domekameraer. Takket være den store lysfølsomhed og C-BIT (Content-Based Imaging Technology) kan de gengive tydelige og detaljerede farvebilleder i hele 0,017 lux og imponerende 0,0057 lux, når det drejer sig om sort-hvidt materiale. Kameraerne håndterer desuden op til 60 billeder per sekund og er med andre ord også velegnede til steder, hvor detaljer er af højeste prioritet, for eksempel i bank- og casinomiljøer.

Den nye funktion Intelligent Dynamic Noise Reduction (iDNR) arbejder aktivt for at eliminere støj. Den analyserer indholdet i billedet, og når der ikke registreres nogen bevægelser, øger den automatisk komprimeringen og justerer dynamisk støjniveauerne. Funktionen fungerer så godt, at videostrømmen reduceres med op til 30 procent, hvilket indebærer kraftigt reducerede behov for båndbredde og lagring. Brugeren kan selv angive komprimeringsparametre for op til otte delområder i ét billede. Det betyder, at mindre vigtige områder kan komprimeres meget hårdere end andre og bevirker, at båndbredden kan koncentreres dér, hvor der er mest behov for den.

– Da vi forhåndspræsenterede kameraet på sikkerhedsmessen Security Essen i Tyskland sidste år, tiltrak det sig masser af besøgende, som var imponerede over den nye teknik. Det gør mig ekstremt stolt, at det er lykkedes os at forbedre lysfølsomhed og billedkvalitet så meget, og at vi samtidig har kunnet reducere båndbredden kraftigt. Derfor er det mig en glæde at kunne meddele, at kameraet nu er tilgængeligt på det nordiske marked, siger Anders Karlsson, Product Marketing Manager Europe North hos Bosch Security Systems.

Allerede i dag kan man gratis downloade en opgradering af softwaren Bosch Video Client, som understøtter den nye teknik.

– Starlight HD 720p60 Flexidome VR-modellen har motoriseret optisk autofokus, højere opløsning, større følsomhed, flere billeder per sekund, større båndbredde-effektivitet og forbedret billedkvalitet til samme pris som almindelige, standardopløselige IP-kameraer på markedet. Det synes jeg tydeligt viser vores stærke evne til altid at være teknisk førende på området, samtidig med at det er lykkedes os at holde omkostningerne nede for brugerne, slutter Anders Karlsson.




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen