18-08-2023

Store mængder amerikansk militærudstyr skal igennem Danmark

I alt skal mere end 2000 stykker materiel og køretøjer landsættes i Aarhus og Esbjerg i de kommende uger. Foto: Simon Elbeck / Forsvaret

Amerikansk militært materiel og køretøjer begyndte i går at blive landsat i Aarhus. Forsvaret og danske andre myndigheder yder såkaldt værtsnationsstøtte i både Aarhus og Esbjerg, når mere end 2000 køretøjer og andet materiel i de kommende uger ankommer fra USA. Det er første gang, at Aarhus og Esbjerg lægger havn til værtsnationsstøtte til USA samtidig, oplyser Forsvarskommandoen.

Danmark er et knudepunkt, når oversøiske NATO-lande skal sende materiel og soldater til østersøregionen. Det er synligt på havnen i Aarhus i disse dage, hvor amerikanske køretøjer og andet materiel køres i land fra transportskibet ARC Patriot.

Forsvaret gennemfører opgaven på Aarhus Havn og Esbjerg Havn med støtte fra blandt andre Syd- og Sønderjyllands Politi, Østjyllands Politi, Aarhus Havn, Esbjerg Havn, Søværnet, Hjemmeværnet (Landsdelsregion Vest, Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland og Syd- og Sønderjylland, Marinehjemmeværnet) og andre relevante myndigheder.

Det er første gang, at USA vælger Aarhus og Esbjerg til havne for værtsnationsstøtte til USA på samme tid (Host Nation Support), når de mange køretøjer og containere skal transporteres på lastbiler og med tog videre til Østeuropa på grund af en planlagt rotation af amerikanske tropper. Der vil være omkring 300 soldater fra USA og Storbritannien til at støtte logistikoperationen med ca. 150 (heraf ca. 50 britiske og 100 amerikanske soldater) indkvarteret i Oksbøl og ca. 150 amerikanske soldater i en lejr opsat på Aarhus Havn, oplyser Forsvarskommandoen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk