01-02-2024

Kvinde får 16 år for narko- og våbenkriminalitet

En 26-årig kvinde fra Viby J er idømt 16 års fængsel for at opbevare, opblande og videresælge hård narkotika fra sit hjem. Kvinden er samtidig dømt for ulovlig våbenbesiddelse - herunder to maskinpistoler.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har i en tilståelsessag ved Retten i Glostrup fået idømt en 26-årig kvinde fra Viby J 16 års fængsel for blandt andet at have opbevaret, opblandet og videreoverdraget store mængder narkotika fra sit hjem.

Den 26-årige har erkendt, at hun i en periode fra november 2022 frem til sin anholdelse i december 2022, har opbevaret, opblandet og videreoverdraget eller haft til formål at opblande i alt 457 kg amfetamin. Derudover har den dømte også medvirket til salg af hash og kokain. Leverancerne er blevet koordineret via en krypteret beskedtjeneste.

Ved anholdelsen fandt politiet blandt andet materialer til opblanding af amfetamin og flere våben på adressen, herunder to maskinpistoler, som kvinden også er dømt for besiddelse af.

Dagens dom er en del af et større sagskompleks, hvor flere personer i et organiseret netværk tidligere er idømt lange fængselsdomme. Otte personer er fortsat varetægtsfængslet i samme sagskompleks.

Senioranklager hos NSK, Anders Amorøe, siger:

- Jeg er tilfreds med dommen, der hviler på en solid efterforskning og internationalt politisamarbejde. Det er enormt store mængder narkotika, der er udgået fra narkotikacellen, og det afspejler rettens strafudmåling.

Fakta om NSK

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet. NSK har egen anklagemyndighed, der fører enhedens straffesager.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk