27-12-2023

Hundetræning bag tremmer udvides til endnu et fængsel

Servicehundehvalpene Carlo og Luna i Jyderup Fængsel. Foto: Kriminalforsorgen

Efter at have oplært mere end 40 servicehunde i Søbysøgård Fængsel udvider kriminalforsorgen nu den succesfulde ordning til Jyderup Fængsel.

Labradorhvalpene Luna og Carlo ankom i november til Jyderup Fængsel. Her skal de optrænes til servicehunde af særligt udvalgte indsatte i fængslet, inden de senere kommer til at gøre en stor forskel for mennesker med psykiske udfordringer.

Luna og Carlo er de seneste hvalpe i en større flok af servicehunde, som kriminalforsorgen i samarbejde med Servicehundeakademiet og Team Servicehunden Danmark har udlært siden 2019, hvor projektet startede i Søbysøgård Fængsel. 44 hunde er blevet oplært i fængslet på Fyn siden 2019, og yderligere 7 hunde er lige nu i gang med deres træning. Oplæringen af servicehundene har vist sig at være en gevinst for både indsatte, ansatte og de personer, der i sidste ende modtager servicehunden. Derfor glæder det kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen, at projektet nu udvides til endnu et fængsel:

- Projektet giver de indsatte en mulighed for at give noget tilbage til det samfund, som de på den ene eller anden måde har gjort uret. De lærer at tage ansvar, drage omsorg og får en mere struktureret hverdag, hvilket også skaber ro på afdelingen i fængslet, og dermed gavner både de indsatte og de ansatte, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Oplæringen i kriminalforsorgens institutioner gavner ifølge hundeinstruktørerne ikke kun de indsatte og ansatte. Det har også en stor betydning for hundenes træning og for de personer, der modtager servicehundene, efter de er færdigudlært, da hundene udsættes for mange gode stimuli og allerede fra små lærer at begå sig blandt mange mennesker.

Baggrund og fakta:

44 hunde er indtil videre blevet oplært af de indsatte i kriminalforsorgens institutioner og endt i funktion som servicehunde blandt personer med psykiske udfordringer.

Hvalpene overleveres til de indsatte, når hvalpene er 8 uger gamle, og de indsatte oplærer dem, indtil hundene er 7-9 måneder gamle.

De indsatte står i samarbejde med instruktører for grundtræningen af hundene, hvorefter instruktørerne færdiggør træningen og sikrer, at hundene er klar til at udføre opgaven som servicehund hos personer med psykiske udfordringer.

De indsatte i Søbysøgård Fængsel har bygget en agilitybane til den praktiske del af undervisningen af hvalpene i fængslet.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk