25-12-2023

F-35 flyver sig til første milepæl i Danmark

To danske F-35 med halenumrene L-007 og L-010 flyver over Danmark. Foto: Forsvaret

Siden de nye F-35 kampfly kom til Danmark 1. oktober har de stort set dagligt fløjet rundt og trænet i dansk luftrum. Medarbejdernes dedikerede indsats har ført til, at de fire kampfly på knap tre måneder runder 100 flyvetimer, oplyser Flyverkommandoen.

Støvet havde knap lagt sig, før de spritnye F-35 kampfly blev taget i brug af medarbejderne på Fighter Wing Skrydstrup. Allerede få dage efter, at flyenes ankomst blev markeret ved en stor ceremoni, var flyene på vingerne til de første træningsmissioner, oplyser Flyverkommandoen.

Siden har piloter, teknikere og støttepersonel systematisk sendt de fire F-35 kampfly på vingerne, opereret og vedligeholdt dem, hvilket har resulteret i, at de første 100 flyvetimer succesfuldt er blevet afviklet.

- Alle de erfaringer og den uddannelse, vi har fået fra både Luke Air Force Base og Eglin Air Force Base i USA, har givet os et solidt fundament for, at vi har kunnet lykkedes med denne store og helt nye opgave, hvor vi skal operere med et topmoderne kampfly på et helt nyt sted, fortæller Anders, der som flymekaniker og ’Flight Line Lead’ har til ansvar at sikre, at F-35 flyene er klargjort og parat til flyvning.

Anders lægger da heller ikke skjul på, at det har været en stejl indlæringskurve, hvor alle har skullet løbe ekstra hurtigt for at få enderne til at mødes.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke har været krævende. Men det er også en utrolig spændende rejse, fordi vi hver dag bliver klogere på denne unikke teknologi, og det gør os i stand til at løse opgaverne bedre og bedre. Og så er det bare fedt at se, hvordan alle er gået til opgaven med stor passion og vilje til, at vi er lykkedes sammen.

Flere milepæle venter

F-35’s ankomst på dansk jord markerede for alvor startskuddet til den kommende transition fra F-16 til F-35, hvor mange milepæle venter. I løbet af de kommende år vil Forsvaret modtage yderligere 17 F-35 kampfly, således flåden totalt tæller 27 fly.

I samme periode vil F-16 vil blive udfaset, og medarbejdere vil løbende overgå fra arbejdet med F-16 til F-35.

Modtagelsen af nye F-35 fly kommer til at indebære modtagekontrol, implementering og eftersyn på samme måde, som det har været tilfældet med de første.

Efter planen vil alle 27 F-35 kampfly være indfaset i 2027, og derefter vil Forsvarets nye kampfly være i stand til at udføre de opgaver, som F-16 traditionelt har gjort.

Kilde: Flyverkommandoen



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk