SecurityUser.com

17-01-2018

Derfor er indbrudskurven sværere at knække i Lyngby-Taarbæk

Stor koncentration af parcelhuse i et rigt område og organiserede indbrudstyve, der søger mod provinsen, er nogle af årsagerne til, at indbrudsstatistikken er svær at knække i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det skriver Det Grønne Område.

Mens kurven over antallet af indbrud siden 2011 er dalet på landsplan, er det først det seneste år, der er sket et knæk i kurven i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Men hvorfor gør den landsdækkkende tendens sig ikke gældende lokalt? Det Grønne Område talte med lektor ved Københavns Universitet, Peter Kruize, som er medforfatter til rapporten ' Det danske indbrudsniveau'.

Han understreger, at han ikke har haft særligt fokus på Lyngby-Taarbæk Kommune.

Han vurderer dog alligevel, at generelle tendenser fra rapporten giver en forklaring.

Han giver fire grunde.

Søger mod provinsen " Risikoen for indbrud er markant højere i huse end lejligheder, og jeres område har formentlig også en større boligtæthed end på Fyn og resten af Sjælland, så det er de to overordnede forklaringer," fortæller han.

" Generelt er Nordsjælland kendt for at være et rigt område, hvilket formentlig tiltrækker mere organiserede indbrudstyve," siger Peter Kruize, som også vurderer, at Nordsjælland kan lide under, at antallet af indbrud er faldet markant i København.

" Vi kunne se en forskydning, hvor indbruddene har en tendens til at flytte sig fra de større byer til provinsbyerne.

Det markante fald i København kan betyde, at indbruddene er flyttet til Lyngby-Taarbæk Kommune. Det passer også med billedet af, at indbrudstyvene er blevet mere organiserede (rockere, bander omrejsende kriminelle, red.), for det siges, at de mere organiserede indbrudstyve er mere interesserede i provinsbyerne," siger han.

Man ved, hvad virker Én ting er at sammenligne indbrudsniveauet i Lyngby-Taarbæk Kommune med det landsdækkende niveau. En anden ting er at sammenligne niveauet med vores nabolande.

I Peter Kruizes rapport kommer han og medforfatter David W. Sørensen frem til, at der i Danmark er anmeldt " væsentlig flere indbrud" end i Sverige, Tyskland, Holland, England og Wales.

I en Berlingske-artikelserie fra oktober 2015 giver chefkonsulent i Forsikring & Pension, Jacob Nisgaard Larsen, følgende forklaring på, hvorfor indbrudsniveauet er højere i Danmark: " Bagsiden ved vores ellers dejlige tillidssamfund er, at vi simpelthen ikke passer særlig godt på vores ting. Hvis man virkelig vil gøre noget ved indbrudsstatistikken, nytter det ikke at ansætte tusind ekstra politibetjente. Det simpleste ville være at indføre det lovkrav," siger han til Berlingske.

Lovkravet, han henviser til, er at indføre et byggeregulativ efter hollandsk forbillede, hvor nybyggeri skal bestå af særligt vinduessikrede vinduer og døre. Det samme har man gjort i England. Resultatet: Holland har halveret antallet af indbrud siden 1993, og England har nedbragt sit indbrudsantal til en tredjedel, skriver Berlingske.

Kilde Det Grønne Område


Leverandører
Tilbage til toppen